|
20/10-07 AaB-København 0-0 Lagt p 27/10-07 Når to hold er bange for at tabe, kan det godt ende med at ingen af dem vinder, og dette var også tilfældet i AaB og Københavns duel om førstepladsen. Der var noget der ligner to chancer til hvert hold, og da København havde det meste spil og AaB's chancer var de største, var 0-0 ikke noget uretfærdigt resultat i en kamp med meget få højdepunkter.
Kortvarigt overtag
I startopstillingen var der gensyn med Thomas Enevoldsen, der skubbede Mattias Lindström ud på bænken, ligesom Thomas Augustinussen overtog Kasper Risgårds plads på den defensive midtbane. Steve Olfers fik lov til at bevare en plads blandt de elleve startende, da Allan Olesen måtte melde afbud med et hold i nakken, mens Martin Pedersen var tilbage på holdet efter et lille hvil.
Kampen startede i et højt tempo, som også var en tand højere end de to hold kunne overkomme, hvilket afstedkom en del tekniske fejl. AaB lagde stærkt fra land og vandt de fleste nærkampe, og det betød at bolden befandt sig mest på københavnernes banehalvdel. Det skal ikke forstås på den måde at de var presset ned, for AaB's eneste udbytte af overtaget var et tidligt indlæg fra Siyabonga Nomvethe, som dog blev en anelse for højt for Rade Prica.
Det indledende initiativ varede dog kun i ti minutter, og første gang København for alvor fik fat i bolden lagde de AaB under et mere vedvarende pres end de selv havde været under i kampens start. Hjemmeholdet kom langt tilbage at stå og havde svært ved at spille sig ud af vanskelighederne, blandt andet fordi de ikke havde den fornødne tålmodighed til at spille den rundt i bagkæden.
Defensiv sikring
Gæsterne optrådte mere selvsikkert og havde ikke travlt med at komme frem og afgøre kampen, men lod bolden køre rundt i de bageste geledder indtil der var plads til at udfordre over kanterne eller spille direkte frem til en af angriberne. Derfor blev det heller ikke rigtigt målsøgende, og eneste udbytte af kampens første fjerdedel var et indlæg fra Jesper Grønkjær og et meget dårligt skud fra samme spiller.
Alligevel følte AaB efter godt tyve minutters spil at de havde mistet så meget af grebet om kampen, at Thomas Enevoldsen blev trukket ind på den centrale midtbane, mens Jeppe Lund Curth gik over i venstre side. 4-5-1-opstillingen, som har bragt succes i de europæiske turneringer, gav umiddelbart den effekt at man ikke kom så langt tilbage i forsvarsspillet, fordi gæsternes backs ikke havde så god tid med bolden længere.
Samtidig betød ændringen, at man havde lettere ved at få fat i andenboldene i det centrale område, hvor man nu var en mand i overtal, og komme hurtigt frem ad banen. Et par gode indlæg fra højresiden var det synlige bevis for at AaB var bedre med igen, mens København ikke havde andre idéer end at lægge bolden frem mod deres to angribere, som sjældent fik fat i bolden.
Ikke engang Jesper Grønkjær formåede at bryde det mønster, for også han trak tilbage og ind mod midten, hvorfra hans forsøg på at lægge afgørende afleveringer lykkedes lige så dårligt som holdkammeraternes. Grønkjær fik dog med hælen sendt Oscar Wendt af sted til baglinjen, hvorfor Atiba Hutchinson fik en hovedstødsmulighed, han burde have ramt målet på. Thyboen havde også selv en god mulighed, da han headede et frisparksindlæg lige over.
Stadig låst
Man skulle helt hen i anden halvlegs femte minut før der opstod en chance, der rent faktisk krævede indgriben fra en af de to holds målmænd. København havde frispark i højre side, men bolden blev headet væk af Danny Califf, og efter lidt tilfældigheder endte bolden hos Morten Nordstrand, der tæmmede bolden op i luften og i samme bevægelse vendte rundt og flugtede på mål, men Karim Zaza reagerede hurtigt og reddede flot.
Ellers fortsatte anden halvleg som den første var sluttet, med AaB ude af stand til at få gang i noget etableret spil, fordi København pressede dem langt fremme på banen og satsede på at vinde bolden tæt på AaB's mål. Bolderobringer af de forreste folk fik de ikke held med, men de tvang AaB til at spille meget direkte, hvorfor hjemmeholdet oftest mistede bolden på banens midterste tredjedel.
Når man en sjælden gang fik presset spillet op på gæsternes banehalvdel, var billedet lige modsat, idet københavnerne også spillede direkte og havde lige så svært ved at bringe folk nok med frem til at fastholde bolden. Rade Prica burde have scoret på et hovedstød ved bageste stolpe efter gode udfordringer og et fremragende indlæg af Siyabonga Nomvethe, men superligatopscoreren headede forbi fra fem meters afstand.
Skudforsøg fra Rasmus Würtz og fra Siyabonga Nomvethe var med til at give en lille smule afveksling i en kamp, der stort set kun afvikledes imellem straffesparksfelterne, men ingen af dem ramte målet. Det var også kun i sjældne tilfælde at standardsituationer førte til afslutninger, men Marcus Allbäck fik dog headet en svær afslutning over mål efter et hjørnespark, der blev headet tilbage i feltet.
AaB tættest på
Med godt et kvarter igen begyndte der at komme lidt mere tænding ind i kampen, da der blev begået et par store frispark af hvert hold. Samtidig blev der sat friske folk på banen, og i forhold til de startende havde de et gear ekstra at komme med, hvilket medførte, at der for første gang i kampen opstod åbninger for kontraangreb. Indtil da havde defensivspillerne altid været på plads til at forhindre hurtige kontraer, fordi de var forsigtige og ikke lavede de lange løb fremad for at deltage i offensiven.
Hos AaB var det Kasper Risgård og Mattias Lindström der blev sendt på banen, og netop disse to var involveret i nordjydernes næste afslutning, da Risgård spillede Lindström til baglinjen med en aflevering indenom backen. Lindström sendte bolden ind foran mål med det samme, og her kunne Andreas Johansson helflugte til bolden, men sparkede en meter forbi mål.
Især Mattias Lindström bragte nyt liv i kampen med sin rolige boldomgang og sine gode løb i dybden, og traf på dagen den rigtige beslutning stort set hver gang. En lidt bedre førsteberøring havde bragt ham alene med Jesper Christiansen på Jeppe Lund Curths aflevering, og det var Lindström, der med en flot diagonalbold spillede Rade Prica fri til en god afslutning i venstre side.
Det var AaB der sad på flæsket det sidste kvarter, men det fik en ende, da Rade Prica fik en hjerneblødning og langt fremme på banen lavede et stort frispark, der ikke efterlod dommer Claus Bo Larsen med andre muligheder end at give svenskeren sin anden advarsel. AaB havde ellers lignet et hold, der var tættest på at hive sejren i land, men set over hele kampen var uafgjort det rigtige resultat mellem to forsigtige tophold. |