|
26/09-07 Fyn-AaB 0-2 (0-1) Lagt p 30/09-07 Truppen til pokalkampen mod topholdet i 2. division vest indeholdt kun tre spillere, der normalt er inde omkring holdet, men alligevel havde AaB let ved at besejre FC Fyn på Odense Atletikstadion. Steve Olfers leverede en solid indsats i sin førsteholdsdebut, og der var også debut til Lasse Nielsen og en halv time til debuterende Benedict Vilakazi. Det var dog Siyabonga Nomvethe der var manden i centrum med en overlegen indsats og et mål, mens Cacá stod for den anden scoring.
Helt nyt hold
Midt i et hårdt UEFA Cup-program var der dømt hviledag til det meste af stamopstillingen, idet der kun var en enkelt genganger fra Sampdoria-kampen en lille uge tidligere. Thomas Enevoldsen fik hele kampen på den centrale midtbane, hvor han foretrækker at spille, mens Siyabonga Nomvethe også hører til i startelleveren, men havde karantæne i Genoa. Selv på målmandsposten var der byttet ud, og her optrådte Martin S. Jensen, der på det unge hold var udnævnt til at være anfører.
I forsvarskæden var der debut til såvel hollandske Steve Olfers som unge Lasse Nielsen, som fik hjælp af færingerne Jón Rói Jacobsen og Súni Olsen. Den i dagens anledning flade midtbane bestod udover Enevoldsen og Nomvethe af Jens-Kristian Sørensen og Mattias Lindström, mens Ronnie Schwartz efter to indhop i de seneste kampe fik lov at spille i angrebet fra start for første gang, og han var makker til Cacá, der heller ikke har fået mange minutter dette efterår.
Det lignede altså et forstærket andethold der trådte ind til kampen, hvor de var oppe imod 2. divisionskollegerne fra Fyn, som toppede rækken. Værterne stillede op i en 4-2-3-1-opstilling med den tidligere OB'er Morten Panduro som det mest prominente navn, hvis man ser bort fra Roald Poulsen på sidelinjen.
Sydafrikansk trylleri
Der var dog fra starten ingen tvivl om at AaB's forstærkede 2. divisionshold var bedre end Fyn i stærkeste opstilling, og allerede efter tre minutter var Ronnie Schwartz tæt på at score kampens første mål, men sparkede forbi. Kort efter havde Thomas Enevoldsen et godt forsøg fra distancen, som dog blev reddet af Fyn-målmand Thomas Mikkelsen.
Det var ikke fordi AaB spillede hjemmeholdet tyndt på kryds og tværs, dertil var der for lidt tempo og for mange fejl i opspillet, ikke mindst nede bagfra, hvor Súni Olsen på venstre back gik forrest hvad angår skæverter. På midtbanen gik det for langsomt, idet hver enkelt spiller brugte havde for mange boldberøringer inden bolden blev spillet videre, og derfor kunne Fyn nå at lukke hullerne.
Siyabonga Nomvethe kunne de dog ikke lukke for, og sydafrikaneren gjorde stort set hvad det passede ham, når han havde bolden. Hans hurtige antrit og skarpe driblinger var mere end hjemmeholdets spillere var vant til, og selv på en våd og trist efterårsaften var det en oplagt kantspiller, der gang på gang driblede sig imellem både to, tre og fire modspillere.
Solidt forsvar
Omvendt var AaB'erne så overlegne i duellerne overalt på banen, at Fyn aldrig kom til noget som helst spil, da de mistede bolden kort tid efter at de havde fået fat i den. Hjemmeholdets eneste store chance opstod i det ottende minut, da Lwasi Sahula flugtede over mål fra få meters afstand på et indlæg fra modsatte fløj. Jacob Rasmussen leverede senere endnu et farligt indlæg, som der denne gang ikke nåede nogen frem til, og ellers var Fyn meget sjældne gæster på AaB's tredjedel af banen.
Forsvaret var mod det fynske fusionshold styret af Jón Rói Jacobsen, som på trods af hans urutinerede forsvarskolleger ikke kom i vanskeligheder, selvom der ikke altid var helt styr på offsidelinjen. Ved sin side havde han den 19-årige debutant Lasse Nielsen, som virkede ganske pålidelig og har en god størrelse for en midterforsvarer, hvilket vil sige rimeligt høj uden at være tung.
I højre side af forsvaret var der endnu en debutant, nemlig Steve Olfers som viste sig stærk mand mod mand, men tydeligvis ikke var vant til at spille zoneforsvar som det gøres i Danmark. Hollænderen var hurtig og fysisk stærk og også meget stærk i pasningsspillet, mens det kneb mere med at slå kvalificerede indlæg.
Overflod af chancer
På trods af det langsomme spil, de mange fejl og de dårlige indlæg, havde AaB chancer til at score langt flere mål end det ene, det blev til i første halvleg, for så stor overvægt i spil havde man. Siyabonga Nomvethe var tæt på at overliste Thomas Mikkelsen midt i halvlegen, men ramte lige forbi målhjørnet, og Ronnie Schwartz havde en friløber, hvor han dog mistede tempoet og derfor gjorde chancen mindre for sig selv.
Mattias Lindström var ikke så meget med i spillet som sin kantkollega, men blev dog mere involveret efter at have byttet side med Siyabonga Nomvethe, og var også tæt på at score, da han headede et hjørnespark lige over mål. I stedet måtte han tage sig til takke med rollen som oplægger, da han serverede et fremragende indlæg for Nomvethe, der ved bageste stolpe kunne score et sjældent hovedstødsmål.
Inden pausen havde Lindström igen chancen for at komme på måltavlen, men hans gode skud gik lige forbi stolpen. Også Cacá havde muligheden for at score, da han med en lækker skudfinte i straffesparksfeltet bragte sig fri til skud, men Thomas Mikkelsen fik med en flot redning forhindret hjemmeholdet i at gå til pausen bagud med to.
Højere tempo
Som om den tunge aftendug ikke gjorde banen glat nok, så blev banen vandet i pausen, hvilket kun kom gæsterne til gode. AaB skruede nemlig op for tempoet i pausen og spillede med flere førstegangsafleveringer, hvorfor hjemmeholdet nu for alvor kom til at halse bagefter. Især Thomas Enevoldsen og Jens-Kristian Sørensen trappede ned på antallet af boldberøringer pr. gang de havde bolden, og det gav et meget bedre flow i spillet.
Med det hurtige spil fik AaB presset Fyn langt tilbage og sat dem under det pres, som det trods niveauforskellen ikke rigtigt blev til i første halvleg. Spillet kom til at foregå foran Fyns straffesparksfelt, hvor der var meget plads at spille på foran hjemmeholdets bagkæde, fordi AaB'erne flyttede bolden hurtigt på kryds og på tværs.
Cacá burde have scoret på halvlegens første chance, da han fik et helt frit hovedstød på Siyabonga Nomvethes indlæg, men brasilianeren headede lige på Thomas Mikkelsen. Han var mere sikker med fødderne, da Thomas Enevoldsen spillede ham fri med en lille stikning ind i straffesparksfeltet efter at AaB nok engang havde presset spillet frem foran straffesparksfeltet.
2-0-målet lignede afgørelsen mellem to langt fra jævnbyrdige hold, og Ronnie Schwartz kunne endda have udbygget føringen, da han med et par snævre træk i venstre side af straffesparksfeltet bragte sig fri til skud, men Thomas Mikkelsen reddede. Med sejren indenfor rækkevidde begyndte man at skifte ud, og Súni Olsen var den første der måtte lade livet, da der skulle gives plads til at Benedict Vilakazi kunne debutere.
Miniput
Vilakazi havde allerede inden da bidraget væsentligt til underholdningen, for med sine blot 160 centimeter lignede han en lille dreng i alt for stort tøj, da han varmede op ved siden af 'giganten' Chrys. På banen viste han sig som en fremadrettet midtbanespiller med sikre pasninger og god bevægelse, og han opnåede faktisk også at sende bolden i netmaskerne efter bandespil lige udenfor feltet, men blev dømt offside.
Også Siyabonga Nomvethe fik lov at gå tidligt i bad, og i hans sted kom José Mota ind, mens Cacá blev henvist til en plads ude på kanten. Mota brillerede ved at misbruge en endnu større chance end landsmanden Cacá havde gjort tidligere i halvlegen, da han fra få meters afstand sparkede lige på målmanden. I overtiden blev Mota snydt for et kæmpe straffespark, da han blev brutalt nedlagt i feltet, men det blev ikke dømt, og i stedet lod han frustrationerne gå ud over en modspiller, der blev nedlagt bag dommerens ryg.
Bortset fra de nævnte chancer til sidst, gik AaB ned i kadence i den sidste fjerdedel af kampen, hvor Fyn kom til mere spil og også fik nogle hjørnespark og en enkelt hovedstødsafslutning ud af anstrengelserne. At skabe et overtag eller være tæt på at score nåede fynboerne dog aldrig, og dermed kunne AaB's reserver rejse hjem med alle tre point uden at have fået alverden af sved på panden. |