|
12/08-07 AaB-AGF 2-0 (1-0) Lagt p 15/08-07 I femte forsøg blev det til sæsonens første AaB-sejr i Superligaen, da AGF blev sendt hjem med et nederlag på 2-0. Efter en klar overvægt i første halvleg kom AaB skidt ud efter pausen og var ved at sætte føringen over styr, men med en defensiv indskiftning kom der styr over tingene igen, og Rade Pricas mål satte tingene på plads.
Aggressiv start
Efter sit gode indhop mod Midtjylland havde José Mota kæmpet sig ind i startformationen, der denne gang indeholdt to centrale angribere. På den defensive midtbane blev Thomas Enevoldsen ofret for at give plads til brasilianeren, hvorfor forsvaret kun havde Kasper Risgård liggende lige foran til at beskytte sig. Med Andreas Johansson som offensiv midtbane og Siyabonga Nomvethe og Jeppe Lund Curth på kanterne var der lagt an til en storstilet offensiv mod AGF, som kun havde ét point i bagagen.
Oprykkerne blev da også lagt under pres fra starten og fik ingen ro til deres opbygningsspil. Med to centrale angribere fik modstanderforsvaret langt mindre tid med bolden end i sæsonens tidligere opgør, og det tvang dem til at sparke bolden fremefter, hvilket AaB-forsvaret havde let ved at håndtere. Kasper Risgård lod de tre offensive midtbanespillere om angrebsspillet og holdt sig tæt på forsvarskæden, hvorfor han med sin boldsikkerhed og ro kunne få bolden ned på jorden og starte angrebene fra grunden, når bolden blev erobret.
At AaB ikke gav ret mange bolde væk betød en stor overvægt i boldbesiddelse, og samtidig gav Kasper Risgårds placering plads til at Martin Pedersen og især Allan Olesen på skift kunne gå med frem. Det meste spil foregik fra midterlinjen og fremefter, hvor bolden enten blev spillet frem mellem back og midterforsvarer eller spillet rundt indtil der var mulighed for at slå et indlæg fra enten en back eller en kantspiller.
Annulleret mål
Et par indlæg og et forkølet forsøg fra Siyabonga Nomvethe på en ripost efter et hjørnespark var eneste udbytte af overtaget indtil det ottende minut, hvor Jeppe Lund Curth fejlagtigt fik et mål annulleret for offside. På grund af lidt nærkampe i straffesparksfeltet fik Martin Pedersens frisparksindlæg lov til at ramme jorden og en AGF'er, og Curth var hurtigst over den løse bold og sparkede den i nettet.
Ingen AaB'ere rørte bolden fra Pedersen slog indlægget til Curth sparkede bolden i kassen, og målscoreren var ikke i offsideposition da indlægget blev slået, så målet burde ikke have været annulleret. Danny Califf og to AGF'ere faldt omkuld i feltet i kampen om bolden, men dommer Michael Svendsen vinkede afværgende i første omgang, så det var ikke på grund af frispark at målet ikke gjaldt.
Gæsternes truede i første omgang AaB på nogle farlige hjørnespark, som ikke blev afvist med al for stor autoritet, inden Mike Tullberg sparkede i sidenettet fra en spids vinkel efter at være løbet fra Michael Jakobsen på en lang bold. I AaB's angrebsende blev Rade Prica et par gange forsøgt sendt af sted med bolde hen over forsvaret, men første gang fik han ikke det frispark, han gerne ville have haft, og anden gang trådte han i bolden. Senere blev han dømt offside, da Andreas Johansson headede en diagonalbold ned for fødderne af landsmanden.
AGF-muligheder
Et boldtab fra Kasper Risgård var ved at give Peter Graulund en åben chance, men forsvaret fik godt skærmet af, og situationen endte i stedet med et ufarligt langskud fra Lars Pleidrup. Næsten lige så ufarlig var Siyabonga Nomvethes flugter på Jeppe Lund Curths tidlige indlæg bagest i feltet efter at de to kantspillere havde byttet side. Til gengæld var Nomvethe ganske tæt på, da han i én bevægelse tæmmede bolden med maven og flugtede lige over mål på et indkast, der blev forlænget.
AGF fik ikke rigtigt gang i noget spil men satsede meget på at samle sig omkring andenboldene på lange fremlægninger. AaB vandt de fleste af disse dueller og havde oftest held til at spille bolden ud på kanten, hvor der var god plads til at føre bolden frem, fordi Lars Pleidrup og Alex Valencia netop var i det centrale område i jagt på andenbolde.
En gang imellem lykkedes det AGF at spille bolden hen over AaB's forsvar og komme i løbedueller med Michael Jakobsen og Danny Califf, og omkring den halve time gav en dyb fra Kári Arnason en god mulighed til Mike Tullberg, men den unge angriber sparkede lige over. Endnu mere nærgående var de i det efterfølgende angreb, da duelspil midt på banen endte med at Jerry Lucena kom i løb i venstre side og kom til skud. Forsøget blev blokeret og endte for fødderne af Peter Graulund, der passerede Martin S. Jensen med et hårdt skud men heldigt for AaB ramte Michael Jakobsen på stregen.
Passivitet efter scoring
AaB var hurtige til at straffe afbrænderen, da de minuttet senere bragte sig foran efter at Siyabonga Nomvethe efter en lille fejl af Michael Lumb kom til mållinjen og spillede en hård, flad bold ind foran mål. Steffen Rasmussen kunne ikke holde den og gav en ripost, som Andreas Johansson frygtløst tacklede i mål i kamp med en desperat tacklende AGF-målmand.
Efter scoringen lod AaB sig falde lidt for langt tilbage og blev passive, hvilket gav AGF en hel del boldbesiddelse omkring straffesparksfeltet. Omvendt gav det mere plads til kontraangreb, og et sådant blev startet på kanten af eget felt, hvor Jeppe Lund Curth sendte Siyabonga Nomvethe af sted med en god pasning på tværs af banen. Nomvethe spillede ud i højre side til Rade Prica og fik bolden igen i dybden, men ramte forbi målet, da han løftede bolden over en fremstormende Steffen Rasmussen.
Passiviteten betød også at AGF kom tilkæmpet sig en række frispark omkring straffesparksfeltet, og Kári Arnason fik akkurat ikke nok træf på sit hovedstød til at dirigere bolden indenfor målrammen. Derfor kunne AaB gå til pausen med en snæver føring efter en chancemæssigt jævnbyrdig halvleg, hvor hjemmeholdet havde bolden klart mest og stod for det flotteste spil.
Slemt på hælene
Første mulighed efter pausen opstod efter seks minutters spil, da Andreas Johansson spillede en fremlægning fra Martin Pedersen videre med brystet, men José Mota fik ikke træf på afslutningen. Brasilianeren kom ikke frem til det helt store, men arbejdede fornuftigt og var god til at tage imod bolden med ryggen mod mål.
Det var ellers AGF der kom bedst ud fra pausen, hvor de fik udnyttet den megen plads bag AaB's midtbane, der opstod fordi de tre offensive på midtbanen gik frem for at presse. Ingen af dem var dog specielt dygtige til det og blev snydt mand mod mand, og da presset fra første mand samtidig ikke blev fulgt op af de nærmeste medspillere, kunne AGF spille sig igennem midtbanen.
Decideret farlige blev gæsterne dog ikke, før Michael Jakobsen efter godt ti minutter gik helt galt af et dybt indlæg fra Michael Lumb, som han lod sejle over sig. Bag ham stod Peter Graulund helt fri og sendte et fladt skud forbi Martin S. Jensen, men også lige forbi bageste stolpe. Minuttet senere fik Graulund i et kontraangreb snoet sig fri til endnu en afslutning fra kanten af feltet, men også denne gang sparkede han lige uden om stolpen.
Kort efter var Peter Graulund endnu en gang på færde, da han sparkede første gang på en diagonalbold fra Ulrik Lindkvist, men denne gang fik Martin S. Jensen pareret bolden til hjørnespark. En ny diagonalbold gav Graulund nok en chance, da Danny Califf og Martin S. Jensen misforstod hinanden, men AaB-målmanden fik med en fremragende redning dirigeret bolden uden om mål.
Afgørende udskiftning
Hjemmeholdet tog sig ikke tid til at spille bolden rundt og smed den hurtigt væk i forsøg på at lave de afgørende afleveringer i dybden hver gang. Først midtvejs i halvlegen var AaB rigtigt farlige, da Siyabonga Nomvethe slap af sted i venstre side og kunne spille modsat til Rade Prica. Prica fik en skidt førsteberøring på bolden, men fik vendt om og smidt bolden over i modsatte side af feltet, hvor Nomvethe med et tomt mål foran sig headede forbi.
Sekunder senere sadlede AaB om, da man byttede José Mota ud med Thomas Enevoldsen, sendte Andreas Johansson frem som makker til Rade Prica, og gik over til at spille med en flad midtbane. De gik heller ikke meget mere end et minut inden man første gang fik glæde af denne rokering, da Enevoldsen tacklede bolden frem, så Johansson fik frit løb mod mål, men svenskeren sparkede lige over målhjørnet med venstre ben.
Med Enevoldsen på banen begyndte AaB igen at spille bolden rundt langs græsset, og et flot opspil i højre side endte med at være afgørende, selvom Martin Pedersens langskud blev blokeret. AaB fik nemlig et hjørnespark, som lidt tilfældigt endte hos Andreas Johansson, der køligt spillede en kort bold fremad med hælen, så Rade Prica kunne hamre bolden ind i modsatte side af målet
Et forkølet forsøg fra Jerry Lucena efter et hjørnespark og et rigtigt godt frisparksforsøg fra indskiftede Jeremiah White, som Martin S. Jensen reddede flot, var AGF's bedste bud på reduceringer. Hos AaB havde indskiftede Mattias Lindström en blandet dag men et frisk skudforsøg, mens Rade Prica efter bandespil med Andreas Johansson tippede bolden over Steffen Rasmussen, men måtte se sit forsøg prelle af på opstanderen.
Også Kasper Risgård gjorde sig bemærket med et godt skudforsøg i slutfasen, hvor der blev bedre plads til kontraangreb, fordi tårnhøje Ole Budtz blev sendt frem i frontkæden de sidste ti minutter. Det blev dog ved de 2-0, hvilket forhåbentlig kan give lidt selvtillid til de kommende opgaver, hvor UEFA Cup-kvalifikationskamen mod HJK på torsdag er den førstkommende. Forsvaret holdt nullet denne gang, og selvom det var mere held end forstand, kan dette måske også hjælpe med at rydde den seneste tids usikkerhed væk. |