|
Turen går til... Lagt p 02/07-07 Efter gårsdagens 4-2-sejr over TVMK Tallinn er finske FC Honka Espoo videre til anden runde af UEFA Intertoto Cup, hvor AaB forhåbentlig bliver deres endestation. Jeg har tænkt mig at tage til Finland for at følge første akt af dobbeltopgøret og har således bestilt flybillet til en endagsrejse til Helsinki uden andre ting på programmet end en fodboldkamp.
Honka kvalificerede sig til Toto Cup med en fjerdeplads i Veikkausliga i 2006 og er pt. placeret nogenlunde samme sted knap midtvejs i dette års turnering. Af kendte navne springer kun den tidligere København-spiller Janne Saarinen i øjnene, men også Hannu Patronen er med omkring det finske landshold. Udlændinge ser der ikke ud til at være nogen af i førsteholdstruppen, men som forholdsvis nyt hold i den bedste række er budgettet nok heller ikke så stort.
Præcist hvordan jeg kommer til Kastrup Lufthavn har jeg endnu ikke helt styr på, men der er afgang fra lufthavnen 10.45, hvorefter jeg er i Helsinki 13.25 lokal tid. Kampen starter 18.00, så det passer lige med at kampen er færdig tidsnok til at nå et fly retur 21.15 (det tager en halv time i taxa at komme fra stadion til lufthavnen). Flyet ankommer i Kastrup 21.55 dansk tid, og herefter går der en flyver mod Aalborg med ankomst 23.35, så det er stadig muligt at komme på arbejde dagen efter i nogenlunde frisk tilstand.
Prisen for rejsen kommer til at ligge på 2.711 kr. plus transport til Kastrup, hvilket er helt til grin, når jeg tænker over, hvor meget det for eksempel kvier mig at betale 6-800 kr. for et par sko. Men sådan er der så meget. |