|
23/08-06 Fredericia-AaB 1-1 (0-1), 4-2 efs Lagt p 26/08-06 Efter første halvleg lignede det bare et spørgsmål om tid inden AaB ville afgøre pokalkampen mod Fredericia med det andet mål, så de bærende kræfter kunne komme ud og blive sparet til søndagens topkamp i Parken. Der blev dog ikke ydet en tilstrækkelig indsats, og i stedet endte kampen i forlænget spilletid og med et nederlag på 4-2, hvorfor AaB for tredje år i træk ryger ud af pokalturneringen mod et 1. divisionshold.
B-kæden i aktion
AaB lagde fra land med et meget ungt hold, hvor Jeppe Lund Curth og Chrys fik chancen i angrebet, mens Patrick Kristensen lagde ud på venstrekanten, Thomas Kortegaard spillede på den centrale midtbane og Martin Pedersen fik pladsen som højre back. Udover skadede Thomas Augustinussen blev Allan Olesen, Fredrik Winsnes og Cacá sparet, mens Rade Prica og Siyabonga Nomvethe startede på bænken, så opstillingsmæssigt tydede det på, at Fredericia ikke forventedes at kunne give alverden af modstand.
I starten så det dog ikke ud til at holde stik, da andenplacerede Fredericia lagde frisk fra land og forsøgte at sætte det omstrukturerede AaB-hold under pres. Bolden var meget på AaB's banehalvdel, men hjemmeholdet kom hverken til indlæg eller afslutninger, selvom de holdt et så hårdt pres på gæsterne, at de ikke kunne spille sig ud af det. Både Jeppe Lund Curth og Chrys har hurtigheden til at true med dybe løb, men de lange bolde fra forsvaret blev ikke lange og præcise nok, og i duelspillet var Fredericia-forsvaret overlegne.
Hen ad vejen fik AaB dog mere ro over tingene og blev bedre til at finde hinanden, og herefter var der ikke meget bid i hjemmeholdets offensiv. AaB spillede tålmodigt bolden fra side til side og fik på den måde Fredericias smalle diamantmidtbane ud at løbe, men omvendt var der ikke meget plads til at spille i det centrale område, hvor Thomas Kortegaard ihærdigt forsøgte at finde frie områder mens Rasmus Würtz fordelte spillet fra længere tilbage på banen.
Højredrejet
Patrick Kristensen kom aldrig rigtigt med i spillet på venstrekanten, hvor Michael Jakobsen til gengæld fra tid til anden fik plads til fremstød og kom til indlæg. Den unge offensivspiller var så godt som usynlig kampen igennem, og han fik ikke udfordret med sine hurtige fødder, nåede ikke med ind til indlæggene fra højre side, ligesom han heller ikke formåede at frigøre sig, så han kunne få bolden ved et sideskift. Om det skyldtes manglende mod eller manglende kræfter på grund af fokus på det defensive vides ikke, men Patrick Kristensen har i hvert fald meget mere i sig end det han viste.
Højre side fungerede bedre, og Chrys og Mattias Lindström fandt ind i et godt samarbejde i det offensive, mens Martin Pedersen på backpladsen ikke fik blandet sig så meget, fordi han vendte forkert på grund af sin status som venstrebenet. Chrys kom meget ud i højre side og var tit ved baglinjen, hvilket kastede en del hjørnespark af sig, mens Lindström ofte gik lidt ind i banen for at slå sine skruede indlæg.
Både indlæggene og hjørnesparkene havde begrænset effekt, fordi de som regel blev sparket for dårligt, og fordi AaB-angriberne i denne kamp var for små til at gøre sig gældende i luftrummet. Fredericia holdt holdet meget kompakt, og da AaB sjældent formåede at spille igennem det centrale område men hele tiden skulle hjem omkring den defensive midtbane for at skifte side, fik hjemmeholdet tid til at trække mange spillere hjem i eget straffesparksfelt ved indlæggene.
Chanceovervægt
Midtvejs i første halvleg bragte AaB sig i spidsen, da Chrys var først over riposten på et hovedstød fra Kasper Risgård på Mattias Lindströms hjørnespark. Hjørnesparket opstod, da AaB for en gangs skyld fik spillet sig igennem centralt, hvor Thomas Kortegaard løb igennem forsvarskæden og modtog en flad stikning i venstre side af feltet, men Mikkel Petersen fik blokeret bolden ud over baglinjen.
Nogle minutter senere fik Fredericia deres første reelle tilbud, da Søren Philipp i et kontraangreb sparkede fra kanten af straffesparksfeltet, men Jimmy Nielsen tog det flade skud uden problemer. Deres kun anden afslutning opstod kort før pausen, da Brian Fakkenor fik hovedet på et frisparksindlæg fra midt på banen, men hovedstødet gik forbi.
Allerede inden målet havde AaB vist antydningen af farlighed, da Thomas Kortegaard havde et langskudsforsøg, og da Mattias Lindström rundede Mikkel Petersen men ikke kunne nå bolden får mållinjen. Senere var Jeppe Curth tæt på at nå Chrys' indlæg fra højre side, Rasmus Würtz havde et rigtigt godt forsøg fra distancen, Chrys var et par gange tæt på at komme til afslutning på løse bolde i feltet, og endelig sparkede Michael Jakobsen et frispark forbi efter at Thomas Kortegaard var blevet nedlagt at Hans Jørgen Haysen, der nok burde have fået advarsel nummer to i den situation.
Sløvt AaB-hold
Anden halvleg startede igen med et Fredericia-pres, og denne gang var det langt farligere, idet der kom mange spillere med i feltet til at afslutte på de mange indlæg, de nu kom til. Den første store chance kom dog i et kontraangreb, hvor Søren Philipp løb fra Kasper Risgård i Fredericias højre side og med et fladt skud sendte bolden på modsatte stolpe.
AaB'erne var ikke nær så opsatte på kampen som hjemmeholdets spillere, og derfor tabte man de fleste dueller om andenboldene og formåede ikke at holde fast i bolden, når man havde den. Især fungerede det ikke med de lange bolde, for AaB-angriberne havde det svært med ryggen mod mål, fordi Fredericia-forsvarerne gik hårdt i ryggen på dem hver eneste gang og derudover var noget stærkere fysisk. Efter ti minutters spil fik AaB dog spillet bolden frem langs græsset, men Jeppe Lund Curth blev dømt offside, da han ellers havde sendte bolden i nettet for første gang i efteråret.
Ligesom i første halvleg fik AaB spillet sig ind i kampen, uden at man dog formåede at blive spilstyrende som før pausen. Man skulle lige vænne sig til at Fredericia nu spillede med en flad midtbane og dermed ikke gav så meget plads på kanterne, men omvendt gav plads imellem kæderne. Efter godt spil mellem Chrys, Jeppe Curth og Thomas Kortegaard slap Mattias Lindström alene igennem, men Mikkel Petersen kom godt ud af målet og gjorde afslutningen svær.
Udskiftninger forandrede kampen
Bedst som AaB så ud til at have fået styr på tingene igen blev Michael Jakobsen skadet i en tackling, og det var nødvendigt at skifte ud og rokere rundt. Thomas Kortegaard havde som en af få vist en god indsats og virkede opsat på at bevise sit værd, men han blev flyttet ned som venstre back, mens Jens-Kristian Sørensen kom ind og gjorde en god figur på den centrale midtbane, hvor han leverede den nødvendige fysiske indsats og spillede med kølighed og overblik og turde holde fast i bolden.
Jens-Kristian Sørensen fik ellers kun lov at være foran i et par minutter, for kort efter indskiftningen udlignede Fredericia lidt heldigt. Danny Martin havde erstattet den tidligere AaB'er Niels Christian Jensen på højrekanten og fik udfordret AaB's nye venstre back og kom til et indlæg, som blev rettet af og endte for fødderne af Hans Jørgen Haysen, der fra kanten af feltet fik prikket bolden ind ved stolpen med en lang tå.
AaB sendte Rade Prica og Syiabonga Nomvethe på banen i stedet for Jeppe Lund Curth og Patrick Kristensen for at fremtvinge en afgørelse, og AaB fik i kraft af Pricas fysiske styrke og Nomvethes hurtighed bragt spillet længere frem. Kasper Risgård sparkede et frispark over mål og Fredericia havde et langskudsforsøg lige over mål, men ellers var AaB med en hel serie af hjørnespark tættest på sejren. I overtiden opstod endda en trippelchance, da Jens-Kristian Sørensen med nogle snævre driblinger fik bragt sig fri med målmanden, som nok en gang kom godt ud. Chrys' afslutning på returen blev blokeret, og til sidst hamrede Rade Prica bolden over mål.
Åben slagudveksling
AaB fortsatte presset i ekstratiden, men Rade Prica var ikke skarp i afslutningerne, da han først måtte se sit skud blokeret og få minutter senere sparkede lige over på en ny chance efter et af mange AaB-hjørnespark. Passivt forsvarsspil gav i stedet Fredericia føringen, da de efter småspil i deres venstre side fik lov at spille en stikning fra midtbanen igennem til Nicolas Drost, der fik prikket bolden over en fremstormende Jimmy Nielsen.
Siyabonga Nomvethe udfordrede meget han kom på banen, men selvom Fredericia-forsvaret ikke kunne stoppe ham, kom der sjældent noget farligt ud af hans driblinger, selvom han fik bragt sig igennem til et enkelt forsøg, der blev blokeret til hjørnespark. Til gengæld fik AaB endelig udbytte af de mange hjørnespark i sidste minut af forlængelsens første halvleg, da Chrys nok en gang opsnappede en returbold og efter et hurtigt træk scorede sit andet mål fra kort afstand.
Fredericia var dog ikke mere rystede end at de holdt ved deres koncept med at trække sig tilbage og satse på bolde i bagrummet til deres hurtige angribere Nicolas Drost og Anders Mandrup, der også viste sig ret driblestærk. Således kom de ret hurtigt til to farlige skudforsøg, og selvom AaB havde bolden mest og Siyabonga Nomvethe havde et nærgående hovedstød, var hjemmeholdet farligst mod slutningen.
Kampens to afgørende scoringer skete efter at Nicolas Drost løb fra Martin Pedersen og kom til indlæg i deres venstre side. Først endte indlægget med at Jimmy Nielsen og Jens-Kristian Sørensen stødte sammen og endte i en klump på jorden, hvor bolden kun blev prikket hen til Anders Mandrup, der sparkede bolden op i nettaget. Ved den sidste og afgørende scoring kom Danny Martin over Thomas Kortegaard ved bageste stolpe og kunne heade bolden ind fra to meter, og spørgsmålet er, om ikke Jimmy Nielsen burde have taget sig af et indlæg så tæt på mål.
Fredericia havde i pausen ikke lignet et hold, der kunne give AaB sved på panden, men endte alligevel med at drage så stor fordel af deres fysiske indsats og løbevillighed, at de slog Superligaens førerhold ud af pokalturneringen. Hvis man tager for let på opgaven, kan de fleste hold skabe problemer for en, så pokalkampen var ikke den bedste optakt til søndagens kamp i Parken, hvor hjemmeholdet samtidig med AaB's blamage slog Ajax 2-0 i Amsterdam og dermed kvalificerede sig til Champions League. |