08/06-06 Stjernerne besejret

Lagt p 11/06-06

Der var dømt nostalgi for alle pengene, da vi torsdag spillede serie 5-kamp mod et AaB-hold bestående af en flok gennemrutinerede spillere med flere tidligere førsteholdsspillere og danmarksmestre imellem. Danmarksmestrene var Allan Kuhn (fra Lyngby-tiden) og Søren Thorst, mens også Søren Kaalund og Henrik 'Soldier' Madsen har spillet mange kampe på AaB's førstehold i tidernes morgen eller deromkring.

Tidligere på ugen havde et af de andre serie 5-hold i Aalborg Chang spillet mod det samme AaB-hold og fået læsterlige klø med cifrene 11-4, så selv om de gamle drenge (så vidt jeg kunne se var 38-årige Allan Kuhn holdets yngste mand) ikke løber så mange meter mere, kan de stadig spille bold. I den kamp havde de også Erik Jensen og den tidligere udlandsprofessionelle Peter Enevoldsen med på holdet, og de spillede rundt med de stakkels Chang-spillere, der ikke kunne nå ind i tacklingerne inden bolden var væk igen.

Vi havde mere held med at forhindre dem i at spille deres spil, og det skete først og fremmest gennem hårdt spil som gjorde, at vi vandt mange bolde inden de nåede frem omkring straffesparksfeltet. Her er AaB'erne rigtigt farlige, da deres gode teknik gør dem i stand til at spille sig igennem på meget små områder, og samtidig ved de lige hvordan man skærmer en modstander af og hvornår man skal give et lille skub for at vinde bolden.

Defensivt arbejder de til gengæld ikke ret hårdt, men satser på at de i mand-mod-mand-situationerne er overlegne, hvilket de som regel også er. Vi tog os ikke ret god tid til at spille bolden rundt langs græsset og få dem ud at løbe, men satsede i stedet på sparke bolden ned bag deres forsvar så hurtigt som muligt og så løbe om kap med dem. I den sidste ende gav det os en sejr på 4-2, men det kunne vi lige så godt have opnået ved at spille rundt med dem, hvilket ville have været mange gange sjovere.

I stedet for at røre bolden en helt masse på midtbanen kom jeg til at løbe fra felt til felt, og selvom jeg hele tiden forsøgte at få medspillerne til at få bolden ned på jorden, blev vi ved med at spille grim fodbold. Det ødelagde en del af den oplevelse, det var at spille mod spillere, der har en stor stjerne hos mig, og da jeg med et kvarter igen blev skiftet ud uden at være træt eller have spillet dårligt, dalede mit humør endnu en tak.

På bagkant, efter at bitterheden har lagt sig, er det alligevel en stor oplevelse at have spillet mod nogle, der har prøvet det på allerhøjeste niveau. Det er tydeligt, de går og hygger sig med det og kommer med sjove kommentarer ind imellem, men samtidig bliver der også givet nogle alvorlige svinere, hvis holdkammeraterne eller dommeren ikke gjorde som de ville. Fodboldmæssigt kan fremhæves Søren Thorsts farlighed som angriber og Allan Kuhns dynamiske midtbanespil, som gjorde ham til holdets omdrejningspunkt.

AaB havde vundet alle deres kampe undtagen én, så det var et flot resultat, vi lavede, men selvom jeg scorede kampens første mål, og Allan Kuhn genkendte mig og kom hen og trykkede min hånd før kampen, kunne jeg godt have ønsket mig mere spil og mindre kamp, for at røre ved bolden er nu en gang det sjoveste ved fodbold.