Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

07/05-06 Midtjylland-AaB 2-4 (0-1)

Lagt p 10/05-06

Efter to halvgrimme sejre blev det til en rigtigt flot en af slagsen, da AaB i sæsonens sidste udekamp kunne have vundet større end de 4-2, det endte med. Målene blev scoret af fire forskellige spillere, som alle scorede forårssæsonens første superligamål, mens den mest mindeværdige detalje blev leveret af kampens bedste spiller Fredrik Winsnes, som afdriblede Midtjylland-anfører Kristian Bak Nielsen fem gange i træk inden han lagde op til Simon Bræmers mål.

Stadion blev væk

For anden kamp i træk indledte AaB med de samme elleve spillere, men dette oplevede jeg desværre ikke, da jeg gik glip af det første kvarter af kampen. Jeg havde selv spillet kamp for Aalborg Changs serie 5-hold klokken 11, og efter et hurtigt bad og syv kvarters bilkørsel var der kun lige tid til at nå til Herning til kampstart. Hvis altså stadion var til at finde...

Ifølge P3-sporten kunne det allerede have stået 2-2, da min lillebror og jeg ankom til stadion, men stillingen var 1-0 i AaB's favør, og heldigvis var det blot et ganske ordinært mål på en dødbold, vi gik glip af. Michael Jakobsen brugte al sin vilje til at komme højere end Magnus Troest på et hjørnespark fra Fredrik Winsnes, og fra fem meters afstand svigtede hovedstødsstyrken ikke.

Inden da havde Midtjylland haft to nærgående forsøg, og det første kom i en kontra, hvor Kristian Bak Nielsen førte bolden frem i venstre side. Michael Jakobsen og Kasper Risgård kunne ikke blive enige om, hvem af dem, der skulle gå ud og presse, så Bak Nielsen fik lov at gå helt til baglinjen, hvorfra han kunne spille på tværs til Simon Poulsen, der fra nært hold sparkede over mål, idet han blev overrasket af at bolden snittede en AaB'er på vejen. Herefter helflugtede Frank Kristensen fra bag i feltet et skud på stolpen efter en diagonalaflevering fra Mikkel Thygesen, da AaB-forsvaret ikke var kommet på plads efter en ny kontra.

AaB-overtag

AaB havde efter sigende indledt kampen med godt spil og allerede haft en del hjørnespark inden scoringen, og disse udsagn vælger jeg at stole på. I hvert fald var de det klart bedste hold da vi ankom til stadion, men da var de jo også foran, og mål kan som bekendt ændre kampens forløb. Et hårdt arbejdende kollektiv holdt Midtjylland fra at få gang i noget spil, og dermed havde deres individualister heller ikke mulighed for at få gang i de udfordringer, Midtjylland lever af.

Bolden befandt sig dermed i høj grad på hjemmeholdets banehalvdel, hvor AaB med snævre kombinationer fik spillet sig forbi værternes femmandsmidtbane, og deres notorisk dårlige defensiv viste sig igen fra den overkommelige side. Således var der rigeligt med plads til at Cacá kunne komme meget med i spillet foran straffesparksfeltet, hvor han igen fik vist nogle at de kunster, han har lært hjemme i Brasilien.

Også hans angrebsmakker Poul Hübertz fyldte meget, og den lange sjællænder holdt godt fast i bolden og lå ellers klar i straffesparksfeltet, når der blev slået indlæg. Han tabte dog duellen med Nicolai Jørgensen, da Fredrik Winsnes slog et indlæg fra dybt i banen, men bolden endte alligevel for fødderne af Cacá, der flugtede godt fra venstre side, men Anders Rasmussen reddede bolden helt ude ved stolpen.

God indsats

Cacá stod fadder til den næste store chance, da han i straffesparksfeltet holdt godt fast i bolden efter et langt indkast fra Allan Olesen. Fredrik Winsnes modtog bolden fra Cacá og sparkede halvskidt mod mål, men Thomas Augustinussen reagerede hurtigt, tæmmede bolden og sparkede på mål. Anders Rasmussen kom godt ned og forhindrede den flade afslutning i at gå ind ved roden af stolpen.

Det var dog langt fra kun angriberne der gjorde sig positivt bemærket på AaB's hold, for over hele linjen blev der ydet gode præstationer med boldsikkert spil, offensive løb, mod og selvtillid. Allan Olesen spiller for tiden det mest offensive nogensinde og er en god støtte for Jeppe Lund Curth, der selvom han ofte udfordrer ikke har mange finter på sit repertoire og derfor har brug for en at spille bolden til, når han ikke kan nøjes med at løbe fra modstanderen.

Dermed er den normale midtbanespiller Thomas Kortegaard faktisk den mindst offensive af de to backs, selvom også han gerne går med frem. Måske er han endda for ivrig, hvormed han kommer så hurtigt frem, at bolden ikke kan spillet tilbage til ham, hvorfor spillet kommer til at foregå i den anden side. Rasmus Würtz lå som udgangspunkt foran Kortegaard, og selvom Würtz for tiden tager stort ansvar for spillet med bolden, syltes venstresiden en lille smule, idet han ikke får meget sidelinjekridt på støvlerne.

Initiativ fra hjemmeholdet

Midtjylland var som nævnt ikke meget i AaB's ende, men det ændrede sig i anden halvleg, hvor de begyndte at satse ensidigt på lange bolden frem mod Frank Kristensen, der er en klasse bedre end Michael Jakobsen i hovedspillet og flere klasser bedre end Kasper Risgård, der heller ikke havde samme overskud til at spille sig ud af vanskelighederne. Simon Poulsen og Dennis Sørensen lagde sig tættere på Frank Kristensen, og holdet var som sådan bedre til at samle andenboldene op og komme til sporadiske forsøg udefra.

AaB sørgede heldigvis for hurtigt at give sig selv en føring, der tillod holdet at spille uden at skulle bekymre sig om, at en enkelt fejl kunne koste sejren. Endnu en gang stod Fredrik Winsnes bag hjørnesparket, og endnu en gang var det en midterforsvarer, der sendte bolden i mål. Denne gang var der dog et brasiliansk mellemled, idet Cacá fra kanten af straffesparksfeltet helflugtede på hjørnesparket, og foran mål havde Kasper Risgård placeret sig sådan at han generede Anders Rasmussens udsyn så meget, at han gav en ripost, som Risgård puttede ind.

Midtjyllands farligste forsøg var et Mikkel Thygesen-hovedstød på overliggeren på Dennis Sørensens indlæg, men generelt var hjemmeholdet ikke farlige, selvom bolden mest var på deres fødder. Forkølede skud fra distancen eller på løse bolde efter dueller var deres primære afslutningsform, selvom man af og til kom længere ned mod baglinjen inden indlæggene blev slået og dermed fik enkelt direkte afslutninger som Thygesens førnævnte.

Mere omstillingsspil

Trods underlegenhed i luftspillet forsvarede AaB sig fornemt, og man var især gode til at fjerne presset fra forsvaret ved at spille fremad banen. Man turde spille med bolden og flytte mange mand med fremad, hvorfor man skabte mange gode muligheder for at udbygge føringen. De centralt liggende kantspillere hos Midtjylland gav også plads til at AaB kunne spille bolden og til de to backs, som dermed kunne starte kontraangrebene uden at være under synderligt pres.

En af de første muligheder kom efter at Poul Hübertz havde været nede i banen for at fungere som opspilsstation og fik spillet forbi midtbanen og frem til Cacá. Hübertz søgte med det samme ind i straffesparksfeltet og fjernede dermed noget af opmærksomheden fra Cacá, som kunne løbe forbi to midtjyder og sende en flad afslutning forbi Anders Rasmussen, men skuddet blev reddet på stregen. Riposten endte hos Hübertz, som ikke kunne nå at reagere og sendte bolden forbi, og han appellerede også for, at Cacá skulle have spillet ham i stedet for at afslutte.

Cacá blev knap midtvejs i halvlegen erstattet af Daniel Hoch, som i et par af sine udfordringer så ud til at have mistet øjenkontakt med bolden, men gjorde det ellers udmærket og skabte problemer med sin hurtighed. Kort efter at være blevet skiftet ind blev han sendt af sted på højrekanten med en perfekt diagonalbold fra Fredrik Winsnes, og efter en enkelt tæmning forsøgte Hoch at løfte bolden over en fremstormende Anders Rasmussen, men bolden endte på overliggeren.

Fredrik Winsnes var omdrejningspunktet i AaB's kontraspil, fordi han altid var den første til at løbe dybt ved bolderobringer, og fordi han har en fantastisk teknik og vilje til at forsvare sin bold, når han har den. Efter pausen lå han placeret på kanten, hvor der er mere frihed til at gå med frem, men søgte også centralt i omstillingerne. Dermed var der ikke så megen skiften plads på midtbanen, hvilket også hænger sammen med, at Thomas Augustinussen var en vigtig brik i forsvaret mod de høje bolde.

Súni Olsen kom også ind og gjorde en fin figur på højrekanten, hvorfra han blandt andet leverede et glimrende indlæg, som Simon Bræmer desværre nærmest sparkede forbi, og da Bræmer senere fik en tilsvarende chance serveret af Daniel Hoch, var han i offsideposition, da han sendte bolden i mål.

Klassemål

Simon Bræmer var dog trods alt kommet på måltavlen, da han efter en god førsteberøring sparkede bolden fladt ind ved stolpen. Det flotteste ved målet var uden tvivl Fredrik Winsnes' driblinger i siden af straffesparksfeltet, hvor han tørrede Kristian Bak Nielsen fem gange i træk og til sidst spillede skråt bagud til Bræmer. Den lille nordmand har så lavt et tyngdepunkt og er så hurtig på fødderne, at han er svær at fange i sine driblinger, og anfører Bak Nielsen var ikke i nærheden af at tage bolden fra Winsnes, selvom han altså rundede ham fem gange.

Med ti minutter tilbage syntes kampen afgjort, men værterne svarede hurtigt igen, da Dennis Sørensen trods hårdt pres at Thomas Kortegaard fik sendt et indlæg ind foran mål, hvor Kasper Risgård og Allan Olesen glemte at presse Frank Kristensen, der naturligvis takkede for chancen. Midtjylland havde allerede før Bræmers mål øget presset mod Jimmy Nielsens mål ved at sende indskiftede Winston Reid op som ny hovedstødstrussel, og der kunne godt være kommet pres på til sidst, hvis det ikke havde været for 3-0-målet.

Frank Kristensen havde et nyt hovedstød lige på Jimmy Nielsen, inden AaB endegyldigt lukkede kampen. Et opspil startet i venstre side endte med at Súni Olsen fra centralt hold kunne sende Daniel Hoch af sted på højrekanten, og den hurtige svensker udplacerede Anders Rasmussen ved nærmeste stolpe. Efter at Midtjylland var gået over til et tremandsforsvar var der uanede mængder af plads på kanterne, og det var her, chancerne blev skabt.

Inden kampen var slut fik Frank Kristensen lidt heldigt gjort sig selv til dobbelt målscorer, da han med venstrefoden styrede et indlæg fra venstre side ind fra nært hold, men målet havde kun kosmetisk betydning. AaB sejrede nemlig fortjent efter forårets bedste indsats, og med tre sejre i træk er nordjyderne kravlet op på femtepladsen før sidste spillerunde, hvor uafgjort er nok til at holde placeringen. Med en overbevisende indsats - og en sejr - over et pokalfinaleramt Esbjerg-hold vil der være masser af grobund for optimisme til næste sæson.

Midtjylland-AaB 2-4 (0-1)

10. 0-1 Michael Jakobsen
48. 0-2 Kasper Risgård
79. 0-3 Simon Bræmer
82. 1-3 Frank Kristensen
89. 1-4 Daniel Hoch
90. 2-4 Frank Kristensen

Midtjylland

Anders Rasmussen - Rasmus Daugaard (59. Rasmus Hansen), Kristian Bak Nielsen, Magnus Troest, Nicolai Jørgensen - Christian Traoré (59. Winston Reid), Jesper Mikkelsen - Dennis Sørensen, Mikkel Thygesen, Simon Poulsen - Frank Kristensen.

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Kasper Risgård, Michael Jakobsen, Thomas Kortegaard - Jeppe Lund Curth (59. Súni Olsen), Thomas Augustinussen, Fredrik Winsnes, Rasmus Würtz - Cacá (64. Daniel Hoch), Poul Hübertz (77. Simon Bræmer).

Mere i samme kategori

Kampe mod Midtjylland

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk