Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

26/03-06 AaB-SønderjyskE 2-2 (0-1)

Lagt p 29/03-06

For fjerde kamp i træk måtte AaB gå fra banen med 2-2, men denne gang havde man fortjent bedre. Med en chanceudnyttelse tæt på de hundrede fik SønderjyskE bragt sig foran 2-0, men Cacá var igen en afgørende spiller - denne gang med to mål - og AaB fik for tredje gang i træk udlignet i kampens sidste fem minutter. Indstillingen var denne gang i orden, selvom spillet ikke var kønt, men der blev skabt chancer nok til at vinde rigtigt mange kampe.

Respekt for årstiden

I modsætning til de to foregående kampe var AaB'erne fra starten af kampen ikke i tvivl om, hvordan kampen i vintervejret skulle gribes an. Det var fight frem for fint spil der skulle til for at få overtaget mod oprykkerne, og til det formål var der tre nye spillere på holdet. Thomas Kortegaard kom ind fra start og erstattede skadede Michael Jakobsen, karantæneramte Rasmus Würtz blev erstattet af raske Mattias Lindström, og endelig startede Simon Bræmer i angrebet, hvilket kostede Kasper Risgård pladsen på midtbanen.

Ikke engang et minut var der spillet inden AaB for første gang var nærgående, da Fredrik Winsnes tog et frispark fra langt nede i banen i højre side. Ved forreste stolpe kom Simon Bræmer først på bolden og forsøgte at lobbe den over Kim Drejs, men den svære afslutning gik lige over mål. Súni Olsens afslutning et par minutter senere var til gengæld ikke så nærgående, da den trillede ud over sidelinjen i modsatte side.

Der blev ikke taget nogen risici i opspillet på en bane præget af nedbør, for der blev spillet efter den gammelkendte devise 'fra kamp til spil'. Efter to sløje kampe var det vigtigt fra starten at lægge et fysisk pres på modstanderne, og det skete med lange bolde frem til angriberne, hvorefter man sloges om andenboldene. Det gav en rodet kamp med mange indkast og frispark, men også et hav af chancer til hjemmeholdet.

Chance på chance

Efter et langskud af Mattias Lindström havde Cacá de næste gode muligheder; den første da han fik sendt et fladt skud fra kanten af straffesparksfeltet imellem benene på en forsvarsspiller, hvor Kim Drejs havde problemer med skuddet og måtte give hjørnespark. Herefter var det en lang bold forlænget af Thomas Augustinussen der gav brasilianeren muligheden efter at Simon Bræmer fik generet en forsvarer så meget at han ikke kunne sparke væk. Cacá forsøgte at løfte bolden over målmanden og over i modsatte side af målet, men der kom ikke højde nok på.

Thomas Augustinussen skulle selv få den næste store AaB-chance, da Mattias Lindström blev spillet til baglinjen i højre side og spille en flad bold skråt bagud, men den store mulighed blev afsluttet med en indersideafslutning lige over mål. Også ved næste tilbud stod der Mattias Lindström på den næstsidste berøring efter at han var søgt ind i banen og perfekt løftede bolden frem over forsvaret, hvor Cacá var søgt i dybden. Brasilianeren nåede bolden før en fremstormende Kim Drejs og fik headet den over ham, men bolden gik en meters penge ved siden af.

Endvidere var småspil i straffesparksfeltet et par gange ved at give afslutninger, men et massivt SønderjyskE-forsvar kom imellem hver gang. Småspillet foregik dog kun på banens sidste tredjedel, når bolden var endt deroppe efter en lang aflevering og en duel. Sådan en spillestil kræver utroligt meget løbearbejde af midtbanespillerne, hvis de skal have en chance for at nå frem til andenboldene, men i modsætning til det første opgør var de villige til at lave det store stykke arbejde.

Mål ud af ingenting

SønderjyskE havde ikke haft meget at byde på i den anden ende, før Peter Nymann Mikkelsen efter 25 minutter fik sendt et indlæg ind i panden på Peter Sand, der kun kunne sende en svag afslutning i næverne på Jimmy Nielsen. Inden da havde gæsterne kun i få tilfælde været i nærheden af AaB's mål, når de fik sat fart over kanterne i kontraspillet. Der var gode muligheder netop på kanterne, idet Peter Nymann er så hurtig at han kan løbe fra Thomas Kortegaard, og fordi Súni Olsen stort set ikke satte en fod rigtigt i første halvleg.

Det var over højrekanten, SønderjyskE skabte et højst ufortjent føringsmål, da spillet hurtigt blev vendt efter et boldtab midt på banen. Henrik Hansen blev spillet ind i rummet bag en offensiv Thomas Kortegaard, og Jón Rói Jacobsen måtte løbe ud for at presse Hansen. Dermed var der kun to forsvarsspillere til at dække op i feltet, og det var for lidt, idet sønderjyderne havde tre spillere, og Peter Sand havde dermed masser af plads til at løbe ind og sende et utageligt hovedstød i netmaskerne.

At SønderjyskE kunne komme i overtal i AaB's straffesparksfelt skyldes både god løbevilje hos deres offensive folk og et dårligt returløb af AaB'erne. Når mange folk er villige til at løbe med frem for at kunne samle returbolde op, bliver der også plads bag dem, og to lynhurtige kantspillere kunne af og til udnytte det.

Afslutninger kom de dog ikke rigtigt til, men Jacob Sørensen var tæt på at slippe helt igennem, da meget passivt forsvarsspil tillod ham at komme forbi Mattias Lindström, Súni Olsen og Danny Califf, inden Jón Rói Jacobsen fik reddet til sidst. Desuden slap et hårdt frispark fra den dygtige boldspiller Henrik Hansen igennem straffesparksfeltet, men Jimmy Nielsen stod det rigtige sted og kunne parere.

Efter godt ti minutter, hvor AaB virkede rystede efter målet og måtte indkassere et par advarsler, fik hjemmeholdets spillere igen mandet sig op til at kæmpe sig tilbage, og det trak også op til en udligning. Mattias Lindström burde have scoret, men sparkede lige over mål på en løs chance midt i straffesparksfeltet, og Kim Drejs måtte helt op i hjørnet for med en pragtredning af snuppe Súni Olsens præcise frispark.

Syvsover!

Også fra starten af anden halvleg lugtede det af mål til hjemmeholdet, da man to gange var nærgående ved hjørnespark. Thomas Augustinussens hovedstød blev halvklaret og herefter sparket væk fra stregen, og lidt senere headede Jón Rói Jacobsen lige forbi, da Mattias Lindström samlede et afværget hjørnespark op og sendte bolden ind i straffesparksfeltet igen. Desuden fik Cacá et skud blokeret efter at Lindström ellers havde leveret et af sine gode indlæg.

Første gang SønderjyskE var oppe i den anden ende slog de til igen, og nok en gang var Henrik Hansen i oplæggerens rolle, da han sendte en maskeret aflevering igennem AaB's forsvarskæde og sendte Peter Nymann Mikkelsen fri for mål. Nymann var akkurat ikke offside og takkede for tilbuddet ved med ydersiden at sende bolden udenom Jimmy Nielsen og ind ved fjerneste stolpe.

Der stod hele syv AaB'ere på højde med straffesparksfeltet, og dermed var der overhovedet ikke noget pres på Henrik Hansen, der kunne vente på det helt rigtige tidspunkt at aflevere på. Som om det ikke var nok, stod alle syv på flade fødder og var derfor alt for længe om at reagere, og flere af dem reagerede ved at kigge bebrejdende på linjedommeren frem for at presse Peter Nymann. Det er ikke sådan, man skal dække op.

AaB var ikke længe om at forsøge et modsvar, men Kim Drejs nåede nok en gang helt op i målhjørnet og fik pillet et glimrende langskud af Súni Olsen. Herefter koncentrerede SønderjyskE sig endnu mere om at forsvare, og gjorde på den måde pladsen at spille på foran straffesparksfeltet mindre. Dermed havde AaB mindre succes med at slå bolden til duel, og SønderjyskE fik fat i bolden og kunne angribe kontra, hvormed AaB'erne skulle løbe mange meter for at få bolden tilbage.

For at få mere ud af de lange bolde blev Poul Hübertz sendt på banen i stedet for Simon Bræmer, og også en anonym Jeppe Lund Curth måtte forlade banen, hvilket gav plads til Kasper Risgård. Inden udskiftningerne nåede at få effekt var gæsterne farlige en enkelt gang, da Jacob Sørensen brød igennem i AaB's højre side og fik sendt bolden udenom Jimmy Nielsen, men Jón Rói Jacobsen reddede til hjørnespark.

Cacá igen helten

Minuttet efter var heldet endelig på AaB's side, da et frispark midt på banen endte med en reducering ved Cacá. Fredrik Winsnes sendte frisparket fra venstre side ind i feltet, hvor Jón Rói Jacobsen headede på tværs, og i en flok af spillere nåede den lille brasilianer højst og fik headet over i modsatte side, hvor Kim Drejs ikke kunne nå den.

Med scoringen troede AaB'erne for alvor på at de kunne komme tilbage for tredje kamp i træk, og der blev lagt et tungt pres på SønderjyskE. Thomas Enevoldsen kom ind og gjorde det fornuftigt, og Poul Hübertz fik vist sine evner som target-spiller og var god til at holde på bolden og udfordre. Bolden blev også spillet mere rundt langs græsset, og udeholdet fik kun lov til at røre den, når de headede eller sparkede væk.

Til sidst kiksede Dennis Danry et forsøg på at heade bolden tilbage til Kim Drejs, og Cacá kom imellem og fik med et akrobatisk spark løftet bolden over Kim Drejs, der var på vej ud til tilbagelægningen og derfor blev fanget på mellemhånd. I optakten var AaB blevet presset til at spille tilbage til Jimmy Nielsen et par gang, men AaB-forsvarede bevarede kontrol over bolden, hvorefter Danny Califf kunne sende en lang bold frem, som Poul Hübertz fik flækket ned bag forsvaret.

Mod Horsens fremtvang Cacá straffesparket til udligningen, i det første opgør mod SønderjyskE scorede han selv det første AaB-mål, og denne gang scorede han begge gange, så han har været afgørende for at resultaterne ikke har været endnu dårligere. På trods af et vejr, der ikke passer brasilianere, har han grebet chancen og spillet god fodbold, når han har haft chancen, og leveret en fysisk indsats, som gør hans spinkle fysik til skamme.

Tæt på afgørelse

AaB bevarede momentum, og da udligningen faldt med fem minutter igen, var der bedre tid til at gå efter en afgørelse end i de foregående kampe. Cacá var med et fikst lob over forsvaret ved at spille Thomas Enevoldsen helt fri, Kasper Risgårds aflevering blev akkurat for lang til at Poul Hübertz kunne få kontrol nok over den til at afslutte, og endelig slap Cacá fri på baglinjen og spillede på tværs til Hübertz, som desværre var kommet for langt frem.

Den største chance tilfaldt dog Thomas Augustinussen, der fra få meters afstand headede et indlæg fra venstre side lige over mål (som han desværre han for vane). I den anden ende var Jimmy Nielsen tæt på at forære gæsterne sejren, da et ganske ufarligt indlæg fra venstre side gled imellem benene på ham, men han fik heldigvis ikke ændret boldens retning så meget at den gik i mål.

God fight, simpelt spil og en kæmpe overvægt i chancestatistikken burde have været tilstrækkeligt til at AaB kunne få superligaforårets første sejr. Af foreløbigt syv kampe siden vinterpausen har AaB spillet uafgjort i seks af dem og vundet den sidste, og resultaterne har dermed været lige i underkanten af det fortjente, selvom spillet ikke altid har været godt. Det kan ændre sig i næste kamp, som er mod København i Parken.

AaB-SønderjyskE 2-2 (0-1)

27. 0-1 Peter Sand
54. 0-2 Peter Nymann Mikkelsen
73. 1-2 Cacá
85. 2-2 Cacá

SønderjyskE

Kim Drejs - Kenneth From, Jakob Gregersen, Dennis Danry, Martin Pedersen - Peter Nymann Mikkelsen (75. Thomas Rathe), Mikael Nonbo, Henrik Hansen, Peter Sand (55. Henrik Jørgensen), Jacob Sørensen - Simon A. Pedersen (90. Jacob Stolberg).

AaB

Jimmy Nielsen - Súni Olsen, Danny Califf, Jón Rói Jacobsen, Thomas Kortegaard - Mattias Lindström (82. Thomas Enevoldsen), Thomas Augustinussen, Fredrik Winsnes, Jeppe Lund Curth (67. Kasper Risgård) - Cacá, Simon Bræmer (67. Poul Hübertz).

Mere i samme kategori

Kampe mod SønderjyskE

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk