|
Sund og rask Lagt p 23/03-06 Efter tolv år med knæskader er der lige pludselig kun to uger til at jeg kan spille fodbold for fuld udblæsning igen, efter at jeg i går fik fjernet godt halvdelen af den indvendige menisk, som jeg har døjet med siden jeg fik rekonstrueret mit korsbånd (og også før det). Operationen tog under et kvarter og jeg kunne gå derfra uden krykker, så lige nu er det eneste, der holder mig tilbage, at arrene efter de to kikkerter skal vokse sammen.
Som ventet skyldtes mine problemer, at menisken var gået løs og havde sin egen mening om, hvor den skulle bevæge sig hen, når knæet bevægede sig. Eftersom det ikke lykkedes at få den til at gro fast, da den blev fikseret i forbindelse med korsbåndsoperationen, var chancerne for at den kunne gøre det denne gang ikke ret stor, så i stedet blev den løse del af menisken fjernet. Det betyder, at knæet ikke som sidste gang skal have tre måneders ro og en lang efterfølgende genoptræning, så det er dejligt.
Lige nu er knæet kun en lille smule hævet og næsten smertefrit, men jeg skal alligevel tilbringe i dag og i morgen med knæet i vejret for at undgå at der kommer væske i knæet, hvormed smerterne vil være større og vare længere. Derfor er jeg sygemeldt resten af ugen, selvom jeg egentlig føler mig frisk nok til at kunne tage på arbejde. Om ti dage skal jeg have fjernet de tre sting der holder arrene på plads, og derefter kan jeg allerede begynde med forsigtig sportsaktivitet.
Med mig hjem fra sygehuset fik jeg en cd-rom med billederne fra den MR-scanning, jeg fik foretaget i januar for at lægen kunne få et bedre indblik i, hvordan mit knæ så ud indvendigt. Her kan man se tværsnit af knæet for hver 5-10 mm set oppefra, forfra og fra siden, og det er meget sjovt at se, hvordan tingene hænger sammen inde i knæet.

På billedet ses et tværsnit, der viser den midterste del af mit højre knæ set fra indersiden, med knæskallen længst til venstre. Det mørkegrå område midt på billedet er det rekonstruerede korsbånd, som man kan se er boret ned i underbensknoglen og også er sat fast på bagsiden af lårbensknoglen, hvilket er årsagen til de to huller i knoglen. Lige til højre for lårbenet ses det ledbånd, som baglåret bruger til at bøje knæet med, og det mørke område til højre herfor vil jeg tro er pulsåren. Og så er der ellers muskler for resten... |
Kommentarer Af stef (24/03-06 kl. 16:05) - Hej boe!
Jeg vil nærmere tro det mørke område er vena poplitea, den store vene på bagsiden af knæet, for man kan se veneklapper lidt under selve leddets niveau. Faktisk ligger de to strukturer (arterien og venen)lige op ad hinanden så det kan være man ser begge da snittet er på langs af de to kar! Man kan skelne de to typer kar fra hinanden på tykkelsen af karvæggen, arterier er noget tykkere.
Så blev du så klog ;)
God bedring, og overdriv nu ikke med aktivitet al for hurtigt vel! Af Kasper (24/03-06 kl. 16:54) - Ja, tak for det, Steffen. Så mangler jeg bare at vide, hvad en vene og en arterie er :-) Hvis det er det eneste hul i min beskrivelse, og vener/arterier har noget med blod at gøre, synes jeg selv, jeg generelt har ramt rigtigt - jeg er jo ikke læge(studerende). Af stef (25/03-06 kl. 10:38) - Der er overordnet to former for blodkar; De som løber til hjertet (vener)og de som løber fra (arterier). Der er puls i arterierne for der er stort tryk på (blodtrykket = ca 140 mmHg på et pulsslag, og ca 80 mmHg når hjertet er i hvilefase). Vener har et mindre tryk som falder jo tættere man kommer på hjertet, til sidst omkring 5-10 mmHg. Blodet løber tilbage pga muskelarbejde der trykker ind på de t ynde vener, sammen med veneklapper som du kan se på billedet der forhindrer tilbageløb i venerne. Åreknuder opstår når der er for stort tryk på tilbageløbet i venerne og er derfor udposninger på karret hvor veneklapperne sidder.
Man siger normalt at vener indeholder det afiltede blod imens arterier har det iltede. Dette er dog ikke tilfældet i lungekredsløbet hvor det afiltede blod går fra den ene side af hjertet til lungerne og bliver iltet for at løbe til den anden side af hjertet. Det samme er gældende for navlestrengen hvor iltet blod løber fra moderens arterier til barnets vener til hjertet og derefter ud via arterierne.
Så blev du så klog ;)Men jo, det er da ret godt set på billedet det du har foreslået.
Ses imorgen! Af Matin Ljatifi (26/03-06 kl. 22:35) - Hej begge to.
Nå, jeg kan se du har fået en noget fyldigere redegørelse for vene/arterie problematikken af Steffen. Han er også en dygtig Med.Stud.
Hej Steffen. Af stef (27/03-06 kl. 21:22) - hej fifi! Det er fordi Kapper altid fortæller om sit studie, nu arbejde i en detalje jeg ikke kan være med på, så må jeg vise mig som et godt eksempel ;) Jeg er forresten i vikariat for turnuslæge på med.afd. for tiden, det er ret vildt. Vi lures i Ållern fifi, hyg! |