Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

Farvel til profilen

Lagt p 29/01-06

Gårsdagen bød på en nyhed af de mindre rare, idet AaB kort inden transferdeadline solgte holdets i særklasse bedste spiller til Brøndby. Salget kom måske ikke som en overraskelse, idet der længe har været snak om, hvor gerne Brøndby ville have Martin Ericsson, hvis kontrakt med AaB udløb om 11 måneder. Alligevel havde man kunnet håbe, at Ericssons udtalelser om at han ikke ønskede at forlænge med AaB, skyldtes at holdet på det tidspunkt spillede under niveau og var langt fra topplaceringerne.

Martin Ericsson har i sine to år i AaB været den absolutte profil, selvom 19 mål i 77 kampe ikke er imponerende tal for en spiller, der i rundt regnet to tredjedele af kampene har spillet i angrebskæden. Hans store bidrag har derfor været, at han har været en vigtig brik i at få AaB til at spille attraktiv fodbold ved jorden. Det har han opnået gennem sin evne til at finde frie områder, hvor hans fremragende førsteberøringer har gjort ham i stand til at give modstanderne store problemer i mellemrummet mellem forsvar og midtbane.

AaB's spil har lige siden Martin Ericssons ankomst været lagt an på den dygtige svensker, og derfor har modstanderne brugt mange ressourcer på at sætte ham ud af spillet. I perioder med mange skader på holdet har Ericsson ofte været så meget bedre med bolden end holdkammeraterne, at han reelt han stået alene med ansvaret for at sætte spillet, og så har AaB ikke kunnet få spillet til at køre.

Trods det behøver tabet af Martin Ericsson ikke betyde, at det utroligt spændende hold begynder at falde fra hinanden. Med et par rutinerede venstrebensspillere i Artim Sakiri og Fredrik Winsnes, to centrale midtbanespillere i udkanten af det danske landshold samt en Mattias Lindström uden knæsmerter skulle der gerne være boldspillere nok til at få spillet til at glide. I front ligner Jeppe Lund Curth den oplagte afløser, og Poul Hübertz ser ud til at gå et godt forår i måde, ligesom Simon Bræmer har bevist sit værd som målscorer. AaB's største problem i efteråret har været den lave chanceudnyttelse, og her har Martin Ericsson sin del af skylden, idet han sjældent søger slagsmålene inde i straffesparksfeltet.

Samtidig har AaB tilbudt prøvetrænende brasilianske Lucas de Deus Santos med det mere mundrette kunstnernavn Cacá en et-årig kontrakt, hvor den offensive midtbanespiller skal bevise, at han kan blive en profil på holdet. Alene bedømt ud fra en halv træningskamp i hårdt frostvejr mod Midtjylland er det svært at give en karakteristik af den lille offensivspiller, men hans førsteberøringer ser ud til at være i orden, ligesom han arbejder godt og ikke skåner sig selv i nærkampene.

23-årige Cacá er hentet i AaB's brasilianske samarbejdsklub Atlético Mineiro, men har tidligere optrådt i europæisk fodbold, da han optrådte i Duisburg i den næstbedste tyske række. Cacá startede inde i alle seks kampe, da Brasilien vandt U/17-VM i 1999, scorede et enkelt mål og spillede med det prestigefyldte 10-tal på ryggen, så det er ikke bare en tilfældig brasilianer, der er kommet til klubben. Faktisk kalder landsholdsspiller og storebror Dedé Cacá for den teknisk stærkeste i familien, og det siger vel ikke så lidt. Lad os i hvert fald håbe, AaB endelig får reelt udbytte af samarbejdet med Mineiro i form af en rigtig klassespiller.

Mere i samme kategori

AaB-relaterede indlæg

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk