Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

29/10-05 Viborg-AaB 2-0 (1-0)

Lagt p 30/10-05

Som det var tilfældet i de to holds første møde denne sæson vandt Viborg 2-0 efter en lige kamp med chancer i begge ender. Hjemmeholdet burde have udnyttet en af de store chancer i starten af kampen, men kom først foran, da det blev mere jævnbyrdigt. Efter pausen sad AaB tungt på kampen uden at vælte sig i store chancer, og først da AaB efter det afgørende mål - som burde have været annulleret for offside - satsede hele butikken, begyndte Viborg at skabe chancer igen.

Genvalg til ynglingespiller

Patrick Kristensen beholdt sin plads i startopstillingen efter sit mål i Odense, og med Poul Hübertz tilbage efter karantæne kunne Simon Bræmer få det hvil på bænken, det var planen han skulle have i onsdags. Også Michael Jakobsen var tilbage efter karantæne, så AaB kunne stille det normale forsvar, og det frigav Súni Olsen til midtbanen, hvilket Thomas Kortegaard måtte bøde for.

Valget af Súni Olsen kan skyldes hans kompromisløse indstilling, for selvom Thomas Kortegaard er en bedre fodboldspiller end færingen, går han ikke altid helhjertet ind i 50/50-duellerne. Og der skulle blive brug for nærkampsstyrke, idet topholdet Viborg lagde ud som lyn og torden på dagen, hvor den mest scorende angriber i tiden med betalt fodbold, publikumsfavoritten Søren Frederiksen, blev hyldet efter at en overrevet akillessene har stoppet hans karriere.

Der var ikke engang gået to minutter, før de grønblusede havde første store mulighed, og Jimmy Nielsen måtte ud i fuld længde for at redde Steffen Højers skud. Martin Ericsson mistede med en dårlig tæmning langt tilbage på banen bolden til Jakob Glerup, og Højer fik god plads til at afslutte, fordi Ole Tobiasen var langt fra sin plads, da Ericsson mistede bolden i en situation, hvor AaB var i begyndelsesfasen til et etableret opspil.

Overfald

Viborg startede meget offensivt med at lægge et højt pres på AaB-forsvaret, der ikke magtede at spille sig forbi det første pres. Der var et stort tryk midt i banen, og kanterne på midtbanen var ikke gode nok til at gøre sig spilbare bag Viborgs offensive kantspillere, der gik tæt på AaB's backs. Det tvang AaB'erne til mange lange bolde og alt for tidlige dybe afleveringer, og der var af den grund ikke medspillere nok til at få fat i boldene og især andenboldene.

Omvendt havde hjemmeholdet stor succes med lange bolde frem mod Steffen Højer, der er god til at skubbe forsvarerne på de helt rigtige tidspunkter, så de ikke kan komme til at heade ordentligt til bolden. I syvende minut fik en lang bold fra Søren Jensen oven i købet lov til at komme helt ned bag AaB's forsvar, men Michael Jakobsen nåede tilbage og fik tacklet lige inden Steffen Højer kunne afslutte.

Michael Rosén fik en god hovedstødsmulighed på et indlæg fra Christopher Poulsen, men headede over. De havde mange indlæg, og selvom AaB fik afvist de fleste, stod der hele tiden Viborg-spillere til at samle returboldene op. AaB kunne ikke spille sig ud af de vanskelige situationer, da man først erobrede boldene helt nede ved eget straffesparksfelt, når Viborg havde skubbet hele holdet frem og der derfor ikke var plads at spille på.

Hübertz i central rolle

Første gang det lykkedes at slå kontra på Viborg var, da Allan K. Jepsen efter et lille kvarter opsnappede en aflevering til Christopher Poulsen, der havde byttet side med Alex Nørlund. Med et par gode detaljer af Patrick Kristensen endte bolden i højre side hos Jeppe Lund Curth, hvis indlæg endte helt ovre i modsatte side hos Jepsen, der var søgt med frem og fik sin afslutning blokeret. Bolden endte hos Patrick Kristensen, hvis flade afslutning blev reddet af John Alvbåge.

Christopher Poulsen, der i Silkeborg var en elendig back men nu fører sig frem som en glimrende kantspiller, var blandt andet flyttet over i højre side for at kunne skære ind i banen, og kom på den måde frem til et skud fra distancen, der røg over målet. Alex Nørlund gik også meget ind i banen og lavede plads til venstre back Søren Jensen, der gang på gang kom stormende frem i et helt tømt område i AaB's højre side.

I den anden ende havde Súni Olsen et godt forsøg, som John Alvbåge havde problemer med at holde, da Ole Tobiasen havde brudt et kontraangreb langt fremme og via Martin Ericsson fik spillet bolden ud til den skudstærke allroundspiller. Da det første kvarter var rundet, kom AaB ind i kampen, og man fik lidt mere tid til at lave præcise afleveringer. Poul Hübertz tæmmede en lang aflevering fra Michael Jakobsen og spillede ud til Jeppe Lund Curth, der efter et par træk ind i banen satte Alvbåge på en ny prøve.

Poul Hübertz var begyndt at vinde flere dueller og holdt godt i bolden, og i en af disse aktioner fik han endnu engang spillet ud i højre side, denne gang til Patrick Kristensen. Hübertz fik selv kæmpet sig foran Thomas Andie ved forreste stolpe til en afslutning på Kristensens indlæg, men skuddet gik lige forbi. Hübertz havde endnu en afslutning, da han havde forlænget en lang aflevering og fået bolden tilbage af Patrick Kristensen, men denne gang blev skuddet blokeret.

Viborg skarpest

Alex Nørlund og Martin Åslund fik i samarbejde presset Rasmus Würtz til en fejl midt i banen, og Åslund fik efterfølgende slået et godt indlæg fra venstre side, hvor Christopher Poulsen kom foran Jimmy Nielsen, men headede lige over mål. Jeppe Curth reddede AaB fra en tilfælding Søren Jensen-afslutning efter et frispark midt på banen, og det efterfølgende hjørnespark endte med et klumpspil, hvor Ole Tobiasen reddede kastanjerne ud af ilden.

Det skulle dog ikke blive ved med at gå godt, for ti minutter før pausen fik Søren Jensen nok en gang hele venstresiden for sig selv, da AaB havde skubbet hele midtbanen over for at erobre bolden i den anden side. Alex Nørlund undgik Rasmus Würtz' opmærksomhed, da han løb ind bag Allan Olesen og kunne modtage bolden. Steffen Højer og Martin Åslund beskæftigede resterne af AaB's forsvarskæde, og ingen var fulgt med Christopher Poulsens løb ind midt i feltet, hvor han kunne sparke Nørlunds vinklede aflevering hårdt imellem benene på Jimmy Nielsen.

Minuttet efter målet var AaB tæt på at gøre skaden god igen, og endnu en gang startede angrebet med at Poul Hübertz holdt godt fast i bolden. Jeppe Lund Curth løb ind i banen og sendte en maskeret aflevering igennem Viborgs forsvar, hvor Martin Ericsson med en skarp dribling satte to forsvarere af, men hans afslutning med venstrebenet blev flot reddet af John Alvbåge.

Alvbåde måtte også redde Viborg lidt senere, da Jeppe Curth og Martin Ericsson igen spillede snævert i højre side, og Ericsson spillede en maskeret, kort aflevering til Poul Hübertz, der afsluttede hårdt og fladt. John Alvbåge stod en god kamp og gav trods en mængde rigtigt gode afslutninger fra AaB i første halvleg ingen returbolde og evnede at gribe de fleste.

Mere defensivt hjemmehold

AaB kom styrket ud efter pausen, og selvom Martin Åslund med et skud langt forbi havde den første afslutning, var de bolsjestribede dominerende. Ole Tobiasen brød ofte forsvarslinjen for at deltage i det opbyggende spil, og det var også hans indlæg, der gav Patrick Kristensen en god hovedstødsmulighed, som han headede over. Kort efter blev den unge angriber skiftet ud med Simon Bræmer.

Der blev spillet meget efter Poul Hübertz, og selvom han ikke vandt alle duellerne, var der oftere end i første halvleg en AaB'er i nærheden til at vinde andenboldene. I første halvleg havde man haft flere boldtab, når man forsøgte at spille op igennem midten, og det forsøgte man i anden halvleg at undgå. Jeppe Lund Curth havde et skud fra distancen efter en tabt Hübertz-duel, som gik ved siden af, og han havde også et venstrebensskud, da Súni Olsen fandt ham i højre side efter noget rodet spil midt på banen.

Viborg pressede ikke som før pausen, så AaB fik masser af ro til at spille bolden rundt, men når man erobrede bolden midt på banen gik det stadig stærkt. Et blokeret skud fra Martin Åslund i en kontra endte med at Alex Nørlund fik afleveret en lidt sløj afslutning, da han var den første til at opfatte, hvor den løse bold røg hen.

Allan Olesen var ikke langt fra at score sit første AaB-mål, da han fik fat i en løs bold efter et afværget indlæg, tog et par træk og tog chancen, men måtte se sin afslutning snittet over. Allan K. Jepsen var manden bag indlægget, mens Olesen erobrede bolden midt på banen, så AaB satsede meget offensivt med også Ole Tobiasen som en aktiv deltager i spillet. På det følgende hjørnespark kom Poul Hübertz øverst, men fik ikke dirigeret bolden indenfor målrammen, hvilket heller ikke Ole Tobiasen kunne hjælpe med.

AaB fik flere hjørnespark ud af sit pres, og Michael Jakobsen ramte ligesom ved en mulighed før pausen forbi målet. Hjemmeholdet trak sig længere og længere tilbage, så der var flere viborgensere til at få fat i boldene frem mod Poul Hübertz, og i stedet for det afgørende pres blev det til flere Viborg-kontraer. Steffen Højer snittede et Søren Jensen-indlæg forbi og slap senere med en skudfinte forbi Michael Jakobsen, men fra kanten af feltet blev det til en fisten afslutning fra hans venstrefod.

Uretmæssig afgørelse

Kampens afgørelse faldt med ti minutter igen, da Jakob Glerup sendte et indlæg ind i panden på Steffen Højer, der headede på stolpen, hvorefter indskiftede José Mota med indersiden kunne sende bolden i det tomme mål. Mota var i offsideposition, da Højer afsluttede, så der burde være dømt offside i situationen.

Det kunne AaB ikke bruge til noget, så for at lægge yderligere pres blev Ole Tobiasen sendt frem i frontkæden, og man satsede mere på lange bolde. Umiddelbart fremtvang man et hjørnespark, men endnu en gang sendte Michael Jakobsen bolden forbi mål. Med satsningen faldt AaB-holdet fra koncepterne, og man kunne slet ikke dæmme op for kontraangrebene, som Viborg førte over kanterne, der var åbne nu da AaB kun spillede med tre bagi.

Mota havde en afslutning forbi mål efter en kontra, og fik også sendt bolden i nettet efter at Steffen Højer havde holdt legestue med Jimmy Nielsen, men denne gang blev der korrekt dømt offside. AaB mistede bolden inden man kunne nå at sende den frem til de høje folk i feltet, og bortset fra Jakobsens hovedstød var man reelt ikke i nærheden af at score efter 2-0-målet.

Stabilitet, tak

På det centrale felt var Viborg kampen igennem en tand bedre end AaB, og Martin Ericsson kom aldrig til at spille en rolle, fordi man ikke fik spillet op igennem midten. Da Poul Hübertz blev sat ud af spillet, kunne AaB ikke rigtigt komme frem til chancer længere, og især venstrekanten var usynlig. Det blev bedre, da Thomas Kortegaard erstattede Súni Olsen, men da var Jeppe Curth ved at køre træt, og da han blev erstattet af Jacob Sørensen, gik der ikke mere end et minut inden det afgørende mål, og så faldt AaB's spil fra hinanden.

Det er vigtigt at få gang i spillet, for ellers kan man let komme under pres som det var tilfældet i det første kvarter, og samtidig er det for svært at spille mod defensive hold, hvilket sås i anden halvleg og især mod slutningen. Når Martin Ericsson sættes ud af spillet, kan der ofte manglet spillere, der vil have bolden, men desværre er der for store udsving hos Thomas Kortegaard til at man tør satse på ham, og Artim Sakiri har som den eneste erfarne midtbanespiller været for meget skadet.

Derfor - og på grund af at man ofte ikke har scoret et antal mål der står i forhold til antallet af chancer - har AaB nu 16 point til en medaljeplads. Sæsonmålet hedder en fjerdeplads, og her er Nordsjælland kun fem point foran, men lige nu er der ikke noget der tyder på, AaB kan finde den fornødne stabilitet, og man kan desværre heller ikke stole på forsvaret, hvor der sker nødtvungne ændringer næsten hver gang. Et par kampe i streg med stærkeste hold kan give den fornødne selvtillid, der kan starte en stime, men der er kun fire runder tilbage af efteråret, plus nogle kampe i Royal League.

Viborg-AaB 2-0 (1-0)

36. 1-0 Christopher Poulsen
82. 2-0 José Mota

Viborg

John Alvbåge - Mikael Rosén, Thomas Andie, Jesper Andersen, Søren Jensen - Jakob Glerup, Thomas Frandsen - Alex Nørlund, Martin Åslund (67. Mikkel Rask), Christopher Poulsen (75. José Mota) - Steffen Højer.

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Ole Tobiasen, Michael Jakobsen, Allan K. Jepsen - Jeppe Lund Curth (81. Jacob Sørensen), Rasmus Würtz, Martin Ericsson, Súni Olsen (67. Thomas Kortegaard) - Poul Hübertz, Patrick Kristensen (53. Simon Bræmer).

Mere i samme kategori

Kampe mod Viborg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk