|
Lidt flere nuancer, tak Lagt p 09/02-05 Inden den danske presse går helt op i limningen og begynder at svine landsholdet til for en rædselsfuld første halvleg, vil jeg lige minde om, at der skal to hold til en fodboldkamp. Vel var Danmark det dårligste hold før pausen, men omvendt var Grækenland så det bedste. De kom med den energi, der bragte dem helt til tops til EM, og derfor fik det danske landshold aldrig gang i spillet.
I pausen skete der det, at Theodoris Zagorakis måtte udgå, og dermed forsvandt ikke bare holdets anfører og sjæl fra holdets motorrum, men også den spiller, der blev kåret til EM-slutrundens bedste spiller. Den detalje blev der i hvert fald ikke lagt mærke til af hverken kommentatorer eller i analysen på TV2 efterfølgende. Der fokuseredes udelukkende på, hvad danskerne gjorde rigtigt og forkert ud fra den antagelse, at det kun er Thomas Helvegs skadesfravær og Jon Dahl Tomassons placering på banen der har betydning for, om Danmark vinder eller taber.
Det hjælper heller ikke, at man har så inkompetente folk som Erik Rasmussen og Jan Mølby som 'eksperter'. Erik Rasmussen aner ikke hvad han snakker om, og Mølby har så travlt med at komme med bombastiske udtalelser, at han helt glemmer at tænke sig om. Kort før grækernes første mål sagde han eksempelvis, at ingen af holdene turde satse noget, og lige efter målet mente han, at målet var en naturlig konsekvens af, at Danmarks forsvar satsede for meget. Det giver jo ingen mening.
Desværre har tv-kommentatorer utroligt stor indflydelse på, hvad den almindelige dansker mener om landsholdets præstation. En nogenlunde dansk indsats bliver hurtigt til en katastrofe på grund af en blunder og et meget tyndt straffespark, og pludselig er det kun de danske spillere der laver fejl, selvom kampen fortsætter stort set uændret. Når den slags ting gentages gang på gang, glemmer man næsten at tage stilling til situationerne, og så bliver det bare de såkaldte eksperters mening, man husker om kampen.
Man så det eksempelvis forrige år, da Jan Mølby efter en enkelt dårlig kamp satte spørgsmålstegn ved René Henriksens præstation. Med et var hele pressen enige om, at han da egentlig havde spillet dårligt i længere tid, om Morten Olsen skulle pludselig til at forsvare udtagelsen af sin anfører. Alle hans kvaliteter blev glemt over en nat, og til gengæld var det nu alene hans skyld, hvis Danmark ikke ville kvalificere sig til EM-slutrunden.
Sådan hænger tingene bare ikke sammen, men tv er så dominerende et medie, at det sætter dagsorden uanset om det vil det eller ej. Jeg vil gerne opfordre til, at tv-stationerne indser deres ansvar og ansætter nogle mennesker, der formår at se tingene i et lidt større perspektiv frem for tilfældige publikumsfavoritter. |
Kommentarer Af Ricco (10/02-05 kl. 16:46) - Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: landsholdet tør ikke forsøge sig udefra. Okay, de havde ikke rigtig chancerne til det i går, men grækerne høvlede på stort set alt, når de kom i nærheden af feltet. Hvorfor kan vores landshold aldrig finde sådan en iver frem? Af Kasper (10/02-05 kl. 23:53) - Det er et generelt problem for danske hold, at meget få spillere sparker udefra. Måske er det den sociale hygge-kultur der gør, at man ikke tør tage chancen af frygt for at skille sig ud på en negativ måde. Måske er træningsbanerne herhjemme for dårlige til at man har nogen som helst idé om, hvor man sparker bolden hen. Måske mangler vi den kynisme der gør, at vi ikke tænker så meget over, hvad der er effektivt. Måske har vi generelt så gode målmænd, at det ikke kan betale sig at sparke. Måske træner danske spillere bare for lidt gennem deres ungdom. Jeg ved det ikke. |