|
Forstærkning fra nytår Lagt p 16/11-04 Nu er det jo godt nok et par dage siden, det blev offentliggjort, men jeg har ikke nået at skrive om det før. AaB har forstærket sig til næste sæson med den 24-årige Helsingborg-spiller Mattias Lindström, som til nytår kommer til klubben på en fri transfer.
Mattias Lindström har spillet i Helsingborgs IF i 13 år og har på den tid spillet 217 kampe med 46 mål til følge. I denne sæson har han spillet samtlige kampe bortset fra enkelt, hvor han havde karantæne, og stået for ni mål, hvilket gør ham til en meget målfarlig midtbanespiller. Til gengæld er det kun blevet til to assists, så på den baggrund kan man tvivle lidt på kvaliteten af hans indlæg.
I starten af sæsonen vekslede Helsingborg lidt mellem forskellige opstillinger, men Lindström spillede i højre side af midtbanen uanset om opstillingen hed 4-4-2 med diamant, 4-5-1 eller den traditionelle 4-4-2, som blev anvendt det meste af sæsonen (www.hif.se).
Ifølge Nordjyske i lørdags betegner både Erik Hamrén og Martin Ericsson (som har spillet med Lindström på U21-landsholdet) Mattias Lindström som en hurtig og gennembrudsfarlig kantspiller, men om han også er god i pasningsspillet melder historien ikke noget om. Pasningsspillet er den største anke man kan have mod den spiller, som for nuværende optager pladsen som højrekant, Jacob Sørensen. Om Lindström er bedre i den del af spillet, må tiden vise, men tre landskampe (eller er det bare udtagelser?) taler for det.
AaB forsøgte allerede i sommerpausen at få fat i Mattias Lindström til den højre kant, som ikke har været alt for godt besat siden Michael Silberbauer forlod klubben. I årets løb har Thomas Augustinussen og Jacob Sørensen deltes om pladsen, men ingen af dem har rigtigt slået deres navn fast, og det har hele tiden ligget i kortene, at højrekanten var pladsen med størst behov for forstærkning.
Lynge Jacobsen udtaler i øvrigt, at Lindström kommer til at tilføre AaBs offensiv lige så meget som Martin Ericsson har gjort det, og så er forventningsniveauet ligesom lagt. Hvis han gør, venter der helt sikkert medaljer lige om hjørnet, så derfor skal han i hvert fald ønskes velkommen hos de Røde. |