Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

Eksamen og vold

Lagt p 18/10-04

Efter en efterårsferie præget af arbejde er det nu min tur til at have lidt ferie. I torsdags afleverede vi nemlig projekt i Brugergrænseflader til Apparater, og i formiddag var jeg til eksamen i Trådløse Netværk. Det blev til et ottetal, hvilket burde have været højere, hvis jeg havde brugt lidt mere tid på at forberede mig. Jeg formåede ikke at styre samtalen, fordi jeg ikke havde nået (eller taget mig tid til) at skrive en ordentlig disposition, og det trak ned.

Eksamen tog udgangspunkt i en praktisk opgave - jeg trak GSM - og herefter var det så meningen, jeg skulle forklare teorierne bag teknologien. Jeg havde ingen plan for, hvad jeg ville sige, så det endte med, at jeg svarede på spørgsmål i stedet for at fortælle de ting, jeg ved. Når læreren skal bruge en pæn del af eksaminationstiden på at stille spørgsmål, kan man ikke nå at sige så meget selv, så sammen med mit manglende initiativ var det årsagen til, at karakteren ikke blev så høj.

Det er et generelt problem for mig, at jeg bruger for lidt tid på at forberede mig til eksamen, har jeg ræsonneret mig frem til. I løbet af semestret har det høj prioritet for mig at følge med i undervisningen og læse den nødvendige litteratur, så når jeg når til eksamen, bruger jeg ikke ret meget tid på at forberede mig, fordi jeg føler, jeg ved det hele i forvejen. På den måde går jeg glip af en karakter eller to, men på den anden side handler det at uddanne sig vel om at lære noget fagligt stof. Det udelukker naturligvis ikke de høje karakterer, så måske jeg skulle bruge lidt mere tid på forberedelse næste gang.

Fodboldvold, version 3

Den lille uges ferie skal blandt andet bruges til at komme mig efter den halsbetændelse, jeg pådrog mig i går i regnvejret på og omkring Atletion. Jeg nåede at blive lidt for våd på turen til stadion, fordi jeg blev tvunget til at følges med politiet derud. FÆ'tter (som jo også bor i Århus), Carsten (der var taget til Århus om lørdagen for at lade op til søndagens kamp med os andre), og jeg selv blev uforvarende viklet ind i lidt tumult, som altså krævede politiets bevågenhed.

På vej ud mod Atletion kom vi forbi baren Peter Gift, hvor de tilrejsende fra Boys Republic havde indfundet sig. Vi kender jo mange af dem fra diverse AaB-kampe både hjemme og ude, så vi ville lige kigge ind og hilse på dem. To minutter efter vi var kommet, blev værtshuset stormet af nogle folk fra Ultra White Pride, som man vist godt kan kalde bølle-agtige typer. Da de så, hvor meget de var i undertal, fik de benene på nakken, men til gengæld blev de forfulgt hen ad gaden af en stor flok AaB-ere, som ikke ville finde sig i det.

Politiet var heldigvis i nærheden, og inden tingene kunne nå at udvikle sig, kom der ekstra politifolk til. Dem blev vi så nødt til at følges med mod stadion, fordi de ikke turde lukke os ud i byen på egen hånd - af hensyn til både os og AGF-ere. Forståeligt nok, eftersom der lå knuste flasker efter knuste flasker og også en enkelt knust rude i vores slipstrøm, og der hang en stolthed i luften over at have 'forsvaret klubbens farver'.

Jeg har svært ved at sætte mig ind i den os-mod-dem-mentalitet, der florerer i Boys-miljøet. For mig at se er en AGF-tilhænger blot en AaB-fan, der holder med et andet hold, og på den måde er han ligesom mig. Når han kommer fra Århus holder han naturligvis med 'GF, og det skal han da ikke høre et ondt ord for. Måske kommer han med nedladende eller kritiske kommentarer om AaB, når man snakker med ham, men det er de drillerier, der hører med til fodbold (og samtaler generelt).

Normalt bliver den slags sagt med et glimt i øjet, og har man bare en lille smule ironisk distance til tingene, kan man godt grine med ham. Det er simpelthen for nærtagende at være at hidse sig op over sådan noget. Selvfølgelig skal man forsvare sig, når man bliver angrebet fysisk som det var tilfældet på baren, men omvendt er der vel ikke nogen, som angriber tilfældige modstanderfans. Der må være mest prestige i at gå efter dem, der vil slås.

Fodboldvold, version 1 og 2

Det er ikke første gang, jeg har været tæt på at blive rodet ud i problemer i forbindelse med en fodboldkamp. Sidste forår var jeg sammen med et par andre AaB-fans taget til Brøndby for at se pokalsemifinalen på Brøndby Stadion, og på vej væk fra stadion efter kampen blev vi omringet af nogle Brøndby-fans, som meget gerne ville slås med os. Til alt held gik vi sammen med Jyde, som bor i Brøndby og kendte mange af dem, og han kunne få dem ned på jorden igen. Lidt senere var der igen nogle Brøndby-fans, der blev sure på os, fordi vi kom til at synge lidt højere end dem i en bybus væk fra stadion.

Jyde var også mand for at forhindre et større slagsmål/overfald i forbindelse med udekampen i Auxerre sidste måned. Det startede med, at en af de personer, AaB Support Club havde med i deres/vores bus, væltede en franskmand ned af en stol inde på en bar. Et medlem af Boys Republic fik hurtigt (og voldsomt) smidt manden ud af baren, og det var i og for sig også det rigtige at gøre. Problemet var bare, at der udenfor sad omkring 30 andre Boys, som straks var klar til at give ham prygl, uden at behøve nogen forklaring. Heldigvis fik Jyde og et par af de mere fornuftige Boys lagt sig imellem og forhindret, at manden blev gennembanket.

I den situation var jeg ikke nervøs for at komme til skade selv, men den viser meget godt mentaliteten hos nogle af medlemmerne af Boys Republic. De er en gruppe, og hvis nogen generer et medlem af gruppen, generer han alle medlemmer af gruppen, og så er de klar til at 'forsvare' deres ære. Det ses også tit på Aalborg Stadion, hvor der bliver gået mere op i at synge sange om de uduelige kontrollører end at se fodbold. Der bliver gået lige til stregen med hensyn til opførsel, og hvis en kontrollør siger noget, kaster BR sig over dem som glubske hunde.

Inden det bliver alt for ensidigt i kritikken af BR skal det også lige nævnes, at der er mange fine mennesker iblandt, og at det så langt fra er alle, der kommer for at slås. Og under kampene kan man altid regne med fuld skrue på vokalen, når altså ikke de er alt for fulde eller skæve. Der er bare for mange macho-typer, og de ødelægger det lidt for os andre. Tit i løbet af sæsonen frygter jeg for at blive fanget i midten af en konfrontation, og det er altså ikke derfor, jeg kommer til fodbold.

Mere i samme kategori

AaB-relaterede indlæg

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk