Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

14/08-05 AaB-Esbjerg 2-0 (0-0)

Lagt p 16/08-05

I femte forsøg kom endelig sæsonens første AaB-sejr. Det var hverken en flot eller en overbevisende sejr, men med kun et point i de fire første kamp var det også mindre væsentligt. Esbjerg fik Fredrik Berglund udvist efter et kvarters spil, og herefter spillede de meget defensivt for at få det ene point med sig hjem. Først efter en time i overtal lykkedes det indskiftede Kasper Risgård at score det vigtige mål, og til allersidst kunne ynglingespilleren Thomas Enevoldsen afgøre kampen endeligt.

Personaleproblemer

Efter en større udrensning i førsteholdstruppen, hvor diverse brasilianske lejesvende og andre spillere uden ret meget spilletid samt storspillende Allan Gaarde har forladt klubben, er truppen nu ikke ret stor. Udlejningen af Martin Pedersen til SønderjyskE, karantæne til Michael Jakobsen, sygdom hos Poul Hübertz og skader hos Marco Reda og Jeppe Lund Curth gjorde, at man måtte ned i ynglingetruppen efter Thomas Enevoldsen for at kunne fylde bænken ud.

Målscorer i Brøndby-kampen, Poul Hübertz, havde døjet med influenza i ugen op til kampen og måtte på selve kampdagen igen melde forfald, og det betød en sidsteøjebliksændring i holdsammensætningen. Nu var der pludselig ikke andre angribere end Martin Ericsson til at spille ved siden af Simon Bræmer, og så måtte man skifte til en flad firekæde på midtbanen bestående af Jacob Sørensen, Thomas Kortegaard, Rasmus Würtz og Mattias Lindström.

Michael Jakobsens karantæne og Marco Redas skade havde sendt Thomas Augustinussen ned i centerforsvaret, og dermed blev det en meget ung midtbane, der stod over for Esbjergs stærke midtbanefolk. Undervejs blev det endnu værre, for efter elleve minutter vred Rasmus Würtz om på sin ankel, og godt tyve minutter senere måtte han forlade banen til fordel for den færøske debutant Súni Olsen. Dermed var det også farvel til onsdagens landskamp mod Englands stjerner.

Afgørende udvisning

Esbjerg var som følge af AaB's decimerede hold startet bedst, og allerede i første minut havde de første afslutning, da Jimmy Nielsen blev presset så meget, at han ikke fik bokset bolden langt nok væk. Det gav en løs chance til Michaël Murcy, hvis skud dog blev reddet af Jimmy Nielsen. Flere afslutninger blev det ikke til, selvom de var spilstyrende i begyndelsen, blandt andet fordi Thomas Augustinussen gjorde en god figur i centerforsvaret og også havde overskud til at slippe godt af med bolden i duellerne.

Kampbilledet ændrede sig drastisk, da Esbjerg-topscorer Fredrik Berglund forløb sig i en duel med Thomas Augustinussen, som han sendte til jorden med en hånd i ansigtet. Augustinussen dækkede lidt urent i en længere sekvens, og det frustrerede Berglund så meget, at han vendte sig om og plantede en hånd i ansigtet på AaB's allroundspiller. Den slags skal medføre en udvisning, og det vidste en fint dømmende Anders Hermansen også godt.

Med kun ti mand på banen begravede Esbjerg sig på egen banehalvdel og levede udelukkende på lange bolde frem til en hurtig, men ensom Michaël Murcy. Ham havde Trond Andersen og Thomas Augustinussen fuldstændigt styr på, men omvendt havde Esbjergs forsvar lige så godt styr på AaB's offensiv. Med fraværet af Poul Hübertz og de to bedste headere placeret i midterforsvaret var AaB nødt til at satse ensidigt på at kombinere sig igennem til chancerne, og det lykkedes mildest talt dårligt.

Stillestående spil

Esbjerg stillede fornuftigt nok deres to firekæder tæt sammen og sørgede for, at der var så lidt plads som muligt at spille på. AaB'erne spillede tålmodigt bolden rundt i egne rækker med den konsekvens, at det kom til at ligne en håndboldkamp, hvor bolden gik fra side til side uden at komme derhen, hvor der er fare på færde. Det tog for lang tid at flytte bolden frem og tilbage, så Esbjerg havde ikke problemer med at nå at flytte deres forsvarsblok over i den side, hvor spillet foregik.

For at åbne lidt for sådan en blok er det vigtigt at kunne spille på de små områder mellem kæderne, men det var som regel kun Martin Ericsson, der påtog sig den opgave at løbe derind. Han havde desværre kun én angriber at spille bolden til, og eftersom begge kantspillere holdt sig meget ude ved linjerne, var han ofte nødt til at spille baglæns igen. Siden der kun var én angriber at tage vare på, kunne de godt være søgt mere ind mod midten eller i feltet og have overladt kridtstregerne til de to backs. Desværre befinder Jacob Sørensen sig ikke rigtigt godt på de små områder, mens Mattias Lindström endnu ikke har genfundet sit spil fra foråret.

Alternativet til at kantspillerne søgte ind i banen kunne være gennemløb eller gennembrud fra de centrale midtbanespillere. Thomas Kortegaard var blandt holdets bedste, men vil hellere være manden med afleveringen igennem midtbanen end ham, der løber dybt. Rasmus Würtz var hæmmet af sin skade, og medspillerne virkede endnu ikke til at have den store tillid til hans erstatning, Súni Olsen. Súni stod flere gange fri i mellemrummet uden at få bolden, men virkede også en anelse nervøs og kunne ikke styre sit ellers gode spark fra distancen.

Spark fra distancen er en måde at åbne et kompakt forsvar på, men igen kræver det, at man kommer ind bag midtbanen, for det er umuligt at skyde igennem et helt hold. Súni Olsen havde som nævnt et par kiksede skud udefra, og ellers var AaB's eneste nævneværdige chance en stikning fra Martin Ericsson til Simon Bræmer, som Martin E. Jensen fik tacklet i sidste øjeblik. Rasmus Würtz var løbet ind i feltet og dermed gjort mulighederne større, og derfor blev der også mere plads til at Thomas Kortegaard kunne spille igennem midten til Ericsson. Det var lige præcis den slags bevægelse der skulle til, men det skete alt for sjældent.

Ingen forbedring

Billedet var det samme efter pausen, selvom Esbjerg i indledningen vovede sig lidt længere frem og faktisk kom frem til nogle gode muligheder. Først smuttede Michaël Murcy igennem i højre side i en kontra og serverede et indlæg af den slags, Jan Kristiansen plejer at hamre op i hjørnet, men denne gang sparkede han dog helt over tribunetaget. Murcy havde også selv en god mulighed, da afleveringen efter en energisk solotur af Jakob Poulsen endte for hans fødder, men også han sparkede over.

Jakob Poulsen havde selv lidt mere held med at ramme målet i første halvleg i efterdønningerne efter et indkast, men hans bløde afslutning var ikke farlig, selvom den tog overkanten af overliggeren. Den største chance fik de dog midt i anden halvleg, da Anders Møller Christensen med under tyve minutter igen sparkede over på et hjørnespark, der fik lov at ramme jorden helt inde i målfeltet.

I den anden ende kunne det dårligt gå værre end i første halvleg, men det kunne åbenbart godt gå lige så dårligt. Thomas Kortegaard havde det bedste forsøg, da han kom først på en afværget bold og resolut huggede på mål, men afslutningen sad lige under overliggeren midt i mål, så Lars Winde kunne redde til hjørne. Også Súni Olsen og Martin Ericsson havde skud udefra i denne periode, men langt fra lige så farlige.

Esbjerg er altid farlige på dødbolde og forsvarer sig også godt, og kun en enkelt gang kom AaB til afslutning på et hjørnespark. Trond Andersen havde gemt sig bag i feltet og burde have gjort det bedre end at heade langt over.

God indskiftning

Der kom lidt mere facon over AaB's spil, da Jacob Sørensen blev erstattet af Kasper Risgård, der efter to hele kampe på bænken endelig kom på banen. Risgård er meget løbestærk og søger hele tiden i feltet og ind i banen, hvor han kan blande sig i spillet. En spiller af hans type havde været savnet hele kampen igennem, og selvom han kun havde spillet ti minutter på førsteholdet i Erik Hamréns regeringstid, var han ikke helt rusten.

Han skulle også vise sig at være afgørende for kampens resultat, da hans vilje til at løbe ind i feltet kastede en scoring af sig. På kanten af Esbjergs straffesparksfelt blev der kæmpet godt om bolden, og Simon Bræmer endte med at komme til en halvskidt afslutning, der lige så stille hoppede frem til Kasper Risgård, som alene med Lars Winde kunne score med indersiden. Udover Risgård var også Mattias Lindström og de to angribere med fremme i feltet, så der var kommet mere pres på et efterhånden træt Esbjerg-hold.

Esbjerg lukkede op for posen

Udeholdet kunne ikke bruge et nederlag til noget, og straks efter scoringen foretog træner Ove Pedersen en dobbeltudskiftning og gik over til et tremandsforsvar. De fik aldrig lagt noget særligt pres på AaB, der til gengæld for første gang i kampen fik plads at spille på og efterfølgende skabte flere store chancer.

Súni Olsen fik endelig indstillet sigtekornet, men var uheldig at ramme underkanten af overliggeren på sit langskud. Færingen fik en godkendt debut med flere dybe løb, men skal stadig blive bedre med bolden. Det er forståeligt, at han havde nerver i sin debut i en liga der er langt stærkere end den han kom fra, men fik vist nogle kvaliteter i form af løbestyrke og ikke mindst hans spark til bolden.

Senere fik Martin Ericsson en god bold i dybden fra indskiftede Thomas Enevoldsen, der først var blevet udtaget til truppen ved middagstid, da Poul Hübertz meldte fra. Ericsson valgte at spille på tværs til Simon Bræmer alt for tidligt, så Lars Winde nåede på tværs og kunne snuppe Bræmers afslutning, der dog skulle have givet mål. Havde Ericsson taget et ekstra træk inden han spillede på tværs havde Winde ikke haft mulighed for at nå bolden, og han havde også haft mulighed for at afslutte selv.

Skaden blev gjort god i overtiden, da Simon Bræmer spillede Martin Ericsson fri med Lars Winde, der denne gang måtte langt ud af målet for at presse Ericsson. Thomas Enevoldsen var fulgt med frem og kunne trille Ericssons tværaflevering ind i et tomt mål. Sejren var aldrig i fare, men med AaB's tidligere uheld i baghovedet var det godt at få skabet sat på plads.

Sæsonens første sejr kom ikke efter den flotteste kamp, men nogle gange betyder sejren alt. Det var ikke viljen der manglede, men med tre spillere fra idealopstillingen plus to oplagte reserver udenfor magtede man ikke at få spillet til at flyde mod et hold, der udelukkende koncentrerede sig om at forsvare. Nu har man seks kampe mod de forventede bundhold til at få pointhøsten op på et acceptabelt niveau, startende på søndag mod Silkeborg.

AaB-Esbjerg 2-0 (0-0)

16. Udvisning Fredrik Berglund
76. 1-0 Kasper Risgård
90. 2-0 Thomas Enevoldsen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Thomas Augustinussen, Allan K. Jepsen - Mattias Lindström (84. Thomas Enevoldsen), Rasmus Würtz (34. Súni Olsen), Thomas Kortegaard, Jacob Sørensen (69. Kasper Risgård) - Martin Ericsson, Simon Bræmer.

Esbjerg

Lars Winde - Kolja Afriyie, Anders Møller Christensen, Nicolai Høgh, Martin Jensen (77. Morten Friis Jensen) - Jakob Poulsen, Hans Henrik Andreasen (77. Jesper Jørgensen), Jerry Lucena (74. Frank Hansen), Jan Kristiansen - Fredrik Berglund, Michaël Murcy.

Mere i samme kategori

Kampe mod Esbjerg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk